Flere partier vil have regnbueflagChristiansborg

Danmark er et foregangsland, regnbueflaget er et vigtigt symbol, og derfor skal det hænge på Christiansborg, mener SF. Pia Kjærsgaard afviser forslaget.

Copenhagen Pride Week afholdes i København i denne uge. Flere partier vil fremover lade regnbueflaget vaje over Christiansborg. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Når der i dag afholdes parade som afslutning på Copenhagen Pride Week, vil de københavnske gader være fyldt med regnbueflag, som er et symbol for homo-, bi- og transseksuelle (LGBT).

Og ved de kommende års pride-fejringer bør regnbueflaget også vaje over Christiansborg som et symbol på frihed og mangfoldighed. Det mener SF.

- Når vi fejrer priden, så skal vi også fejre det på Christiansborg. Regnbueflaget er et stærkt symbol på hele kampen for mangfoldighed og friheden til at leve det liv, man gerne vil, siger ligestillingsordfører Trine Torp (SF).

- Vi er som lovgivere rigtig vigtige i forhold til at gå forrest og lave nogle af de forandringer, der skal til. Derfor er det helt afgørende, at det hænger på Christiansborg, siger hun.

Enhedslisten og Alternativet bakker fuldtonet op om forslaget.

- Sikke en god idé. Det støtter vi 100 procent, siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Pia Kjærsgaard afviser

Men Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), afviser derimod, at det kan komme på tale at flage med regnbueflaget fra Christiansborg.

Folketingets ledelse, præsidiet, har besluttet, at man flager med Dannebrog hver dag og de nordiske flag på Nordens Dag. Og ikke andet.

- Det er det, og det er den beslutning, der ligger. Så mit svar må blive, at der er ikke tanker om, at vi skal begynde at flage med et regnbueflag, siger Pia Kjærsgaard.

Ville det ikke være en fin gestus fra Folketinget overfor LGBT-miljøet at flage med regnbueflager under pride-ugen?

- Jeg tror ikke, nogen er i tvivl om, at der i denne uge er pride. Det kan man se alle steder, og vi har altså en speciel tradition på Christiansborg, som jeg lige har fortalt om. Og vi finder det på ingen måde nødvendigt, at vi sætter andre flag op. Overhovedet ikke. Heller ikke regnbueflaget – eller EU-flaget eller FN-flaget eller hvad ved jeg, som der jævnligt kommer forslag om. Nej, det gør vi ikke, siger Pia Kjærsgaard.

For voldsomt

Sidste år var der en debat om netop EU-flaget og hvorvidt det skulle hejses over Christiansborg på den officielle Europadag.

Dengang lød det fra Pia Kjærsgaard, at det ville være ”for voldsomt” at lade EU-flaget vaje over Christiansborg, og hun mener ligeledes, at det ville være for voldsomt at hejse regnbueflaget.

- Ja. Men det har ikke noget at gøre med, at det er regnbueflaget. Det har noget at gøre med, at vi har valgt at bruge de flag, jeg lige har fortalt om. Og det er det. Vi skal passe på, at det ikke bliver en flag-allé. Så Dannebrog først og fremmest, og så har vi et helt specielt forhold til de nordiske lande, så vi flager også på Nordens Dag, siger Pia Kjærsgaard.

SF ærgrer sig over afvisningen fra Folketingets formand.

- At man har gjort noget på en måde i mange år, betyder jo ikke, at man ikke kan lave det om. Regnbueflaget er så væsentligt et signal om frihed og mangfoldighed, at det bør vi støtte op om herinde, siger ligestillingsordfører Trine Torp.

FacebookTwitter