Det er ikke godt nok kun at undersøge brugen af præstationsbonusser og resultatløn til direktører, der er ansat i staten, som regeringen har lagt op til.
Det mener både Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF, der vil have, at også bonusser udbetalt til chefer i kommunerne og regionerne bliver undersøgt.
- Det er jo tydeligt, at der er opsat de her pengeautomater flere forskellige steder, hvor chefer kan gå hen og øjensynlig bare trække penge, siger SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge.
Partiernes krav kommer, efter at DR i sidste måned kunne fortælle, at en direktør i Region Hovedstaden fik en bonus på 100.000 kroner for implementeringen af den udskældte Sundhedsplatform, ligesom direktører i Banedanmark fik bonusser, selvom de ikke nåede deres mål.
Det har fået innovationsminister Sophie Løhde (V) til at igangsætte en undersøgelse, men den omfatter kun staten.
I Dansk Folkeparti mener gruppeformand Peter Skaarup ikke, at det er tilstrækkeligt.
- Jeg synes ikke, at et hjørnespark duer her. Jeg synes, at man skal tage tyrene ved hornene og få den her sag fulgt helt til dørs ved også at undersøge det regionale og kommunale område, siger han.
Enhedslisten vil afskaffe resultatløn helt
Alternativets finansordfører, Josephine Fock, erklærer sig enig i, at regeringen bør undersøge hele den offentlige sektor. Hun mener, at man generelt skal være varsom med at uddele bonusser i det offentlige.
- Når vi har bonusser i det offentlige, så synes jeg, at det er utroligt vigtigt, at de bliver anvendt korrekt. Det er ikke meningen, at man bare giver bonusser som en del af en lønforhøjelse, siger hun.
Og Enhedslistens finansordfører, Rune Lund, vil gå så langt som at sige, at præstationsbonusser helt bør afskaffes:
- Vi vil faktisk forbyde dem helt. Dem, der i dag får dem, får i forvejen så høje lønninger, at de må forventes at løse de opgaver, de er sat til at løse.
Hos Radikale Venstre synes man, at det fortsat giver mening at gøre brug at bonusser i det offentlige.
Men partiets finansordfører, Martin Lidegaard, mener også, at det er vigtigt, at man får undersøgt bonusser i kommerne og regioner.
- Resultatløn kan fint give mening alle steder i den offentlige sektor, men det kræver selvfølgelig, at en eventuel bonus følger resultaterne, siger han.
S: Undersøgelsen må ikke blive en syltekrukke
Socialdemokratiet stiller sig i første omgang tilfreds med en undersøgelse alene af staten.
Kommuner og regioner må følge efter, lyder det.
- Det giver mening, at vi starter i staten, også fordi staten er dem, der sætter tendensen for alle andre. Hvis vi finder ud af, at der er nogle af de måder, vi bruger bonusser på i staten, som er uhensigtsmæssig, så får det også konsekvenser andre steder i den offentlige sektor, siger finansordfører Benny Engelbrecht (S).
Kan man ikke forestille sig separate undersøgelser af de enkelte sektorer?
- Jo, det kan man sagtens, og så bliver det en syltekrukke, som vi er vant til. Jeg synes, det er meget klogere at gøre det målrettet, som ministeren lægger op til, siger Benny Engelbrecht.
Region Hovedstaden afviser
Hos Region Hovedstaden siger den socialdemokratiske regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen, at man i regionen allerede er opmærksom på bonusserne.
- Vi modtog i Region Hovedstaden i sidste uge en redegørelse for brugen af engangsvederlag til direktører, på den baggrund har vi besluttet os at følge op på det igen om et år, siger hun.
Derfor mener Sophie Hæstorp Andersen ikke, at det er nødvendigt at udvide undersøgelsen til regionerne:
- Vi må konstatere, at det reelt er meget få penge, der er tale om, og faktisk er det (engangsvederlag red.) noget, der er aftalt med organisationerne, som en del af lønudviklingen. På den baggrund har vi ikke tænkt os at lave yderligere undersøgelser.
Det argument er SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, uforstående overfor.
- Hvis der er et sted, hvor det (udbetalingen af bonusser, red.) kan komme bag på mig, så er det netop i Region Hovedstaden. Sundhedsplatformen har ikke lige frem brillieret, og alligevel får dem, der udvikler det, hidsige bonusser, siger Karsten Hønge.
DR Nyheder arbejder på at få en kommentar fra innovationsminister Sophie Løhde.