Flere penge til de fattigste børnefamilier: 'Det er et klassisk løftebrud'

Regeringens aftale om midlertidigt tilskud til børnefamilier møder skarp kritik fra oppositionen.

En enlig forsørger med to eller flere børn får 16.201 kroner om måneden med det nuværende kontanthjælpsloft.

Oppositionen kritiserer nu Regeringen, da dagens aftale om øget tilskud til blandt andet flygtningefamilier, ifølge dem, vil skade integrationen, da det mindsker incitamentet til at finde et arbejde i Danmark.

Aftale-partierne S, SF, R og EL vil afsætte 250 millioner kroner om året til børnefamilier på integrationsydelse og dem, der er ramt af kontanthjælpsloftet.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) var godt tilfreds efter morgenens mødet:

- Vi har slået sidste søm i en aftale, hvor vi er blevet enige om at give et midlertidigt børnetilskud til de familier, som har været allerhårdest ramt af de lave ydelser de senere år.

'Lempelse af udlændingepolitiken'

Oppositionen kritiserer aftalen, og Venstre, der var med til at indføre kontanthjælpsloftet i 2015, kalder det skadeligt for integrationen:

- Det er dybt bekymrende. De røde partier lemper udlændingepolitiken i den første aftale, de laver. De gør det mindre attraktivt at arbejde og mere attraktivt at søge asyl i Danmark, siger Venstres beskæftigelsesordfører, Hans Andersen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) lovede under valgkampen kun minimale justeringer i udlændingepolitiken, men formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulsesen Dahl mener ikke, at det her går ind under den bagatelgrænse:

- Jeg synes, det er en rigtig elendig aftale. Det går stik imod, hvad Socialdemokratiet sagde op til valget i juni. Man skal huske på, at det her er et markant løft af integrationsydelsen, altså ydelsen til folk med indvandrerbaggrund, som hovedsageligt får gavn af det her.

- Det er et klassisk løftebrud.

I samme kor, men anderledes sarkastisk er Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh:

- Der er ikke noget galt i det, hvis man er rød. Så får man opfyldt sit valgløfte om, at det skal være dyrere at være dansker. Medmindre man er på kontanthjælp, for så skal man have flere penge mellem hænderne, siger han og kalder det urimeligt og den forkerte vej at gå.

Målet er af afskaffe kontanthjælpsloftet

Med i aftalen er Radikale Venstre, og deres beskætigelsesordfører Samira Nawa ser det midlertidige tilskud som et skridt på vejen i forhold til at få afskaffet kontanthjælpsloftet og 225-timers reglen.

- Det ville være smadder utrygt, hvis vi får skabt en ny underklasse af folk, der er fattige. Det tjener hverken de familier, der bliver sat i fattigdom, eller samfundet, siger hun.

- Det er et skridt i den rigtige retning, og jeg er glad for, at vi får givet det største løft til de flygtningefamilier, der er på integrationsydelsen.

Tilskuddet skal fortsætte frem til, at regeringens ydelseskommission kommer med sine anbefalinger til et nyt ydelsessystem. De anbefalinger ventes at komme næste sommer.