Flere sprækker i den danske Libyen-indsats

Først var alle partier enige. Så sprang Enhedslisten fra, og nu melder SF sig på banen som kritisk over for den danske indsats i Libyen.

Først var alle partier enige. Så sprang Enhedslisten fra, og nu melder SF sig på banen som kritisk over for den danske indsats i Libyen.

Samtidig med, at NATOS generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, forlænger NATO-aktionen i Libyen med 90 dage, er der begyndende sprækker i den brede enighed bag Danmarks deltagelse i krigen.

Især når det handler om de danske F16-fly.

SF: Vi må diskutere prisen

Oprindelig var samtlige partier med i den historisk brede forsvarsaftale, men Enhedslisten faldt hurtigt fra, og nu rejser SF tvivl om, hvorvidt de danske F16-bombardementer bør fortsætte.

Det er sjældent, at alle partier stemmer ja til noget i Folketinget, især på forsvarsområdet, men det skete natten til den 19. marts. Bare et døgn efter fløj seks danske F16-fly mod Middelhavet og en flybase på Sicilien, hvorfra de siden har bombet Gaddafis styrker. Men nu er SF i tvivl om, hvorvidt Danmark fortsat skal stille fly til rådighed:

- Vi må diskutere prisen for det her i forhold til, hvad virkningerne er, siger forsvarsordfører for SF, Holger K. Nielsen.

"Det er meget dyrt"

Ifølge beregninger i pressen kostede den danske F16-mission cirka 100 millioner kroner i krigens første seks uger bl.a. på grund af udgiften til bomber. De penge kunne måske bruges bedre, mener SFs forsvarsordfører:

- Det er dyrt. Det er meget, meget dyrt. Og i en tid, hvor forsvaret skal spare to milliarder kroner årligt i løbet af nogen få år, er man også nødt til at se på Libyen-indsatsen i forhold til andre ting, man også kan spare på, siger han.

Regeringen vil fortsætte

Spørgsmålet om den danske indsats i Libyen bliver aktuelt senere i juni. Ifølge Libyen-aftalen skal indsatsen nemlig vurderes efter tre måneder, og derfor er partierne indkaldt til et møde den 22. juni.

- Det er for tidligt at sige, hvad de øvrige partier mener om det, men fra regeringens side er vi meget opsatte på at fortsætte indsatsen for at beskytte de civile, fortæller forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V).

Og regeringen kan på forhånd vente opbakning fra Socialdemokraterne.

- Der er gode chancer for, at Gaddafis styre falder sammen indefra, men det er der jo kun, hvis det pres, der udøves udefra, fastholdes, siger Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft.

Måske anden hjælp en kampfly

De radikale og Dansk Folkeparti vil ikke lægge sig fast på, hvordan den danske indsats skal se ud fremover. "Vi afventer regeringens redegørelse," lyder det fra partierne.

Holger K. Nielsen understreger, at partiet fortsat bakker op om en dansk deltagelse i Libyen-aktionen. Spørgsmålet er bare, om det skal være med de nuværende kampfly, eller om hjælpen skal have en anden retning.

Facebook
Twitter