Flertal for flere østeuropæiske betjente i Danmark

Flere partier er enige i DF-forslag om, at flere østeuropæiske betjente skal hjælpe med opklaringen af indbrud herhjemme.

Danske betjente skal i højere grad have hjælp fra østeuropæiske betjente. Det mener et flertal på Christiansborg. (Foto: Claus Fisker /Scanpix)

Flere rumænske og litauiske betjente i Danmark er en fremragende idé.

Det mener Venstres retsordfører Karsten Lauritzen, som dermed bakker op om Dansk Folkeparti, der foreslår, at dansk politi skal samarbejde endnu mere med østeuropæiske betjente for at opklare indbrud.

- Vi har haft et samarbejde med rumænske betjente i enkelte politikredse, og det var en succes. Derfor kan man undre sig over, at justitsministeren eller politiet selv ikke har taget initiativ til at udbrede det, siger Karsten Lauritzen.

R: Gode takter fra DF

I forbindelse med Dansk Folkepartis årsmøde i Herning i denne weekend, fremlægger partiet et udspil, der skal nedbringe antallet af indbrud i danske hjem, biler, både og butikker.

Herunder vil DF afsætte 50 millioner kroner til midlertidige fængselspladser i udlandet til de udenlandske kriminelle, som i dag fylder i de danske fængsler.

En del af pengene skal også gå til de østeuropæiske betjente, som DF vil have til Danmark for at hjælpe med at opklare indbrud.

Der har allerede været forsøg med rumænske betjente, som har været udstationeret i blandt andet nordsjællands politikreds. Den model ser flere partier gerne udbredt.

- Hvis politiet mener, at det kan gavne deres arbejde, så er jeg meget åben over for det. Det er gode takter fra DF, at de nu i højere grad vil samarbejde på tværs af grænserne, siger Jeppe Mikkelsen, retsordfører for De Radikale, og henviser til, at DF ikke ønsker at afskaffe det danske EU-retsforbehold.

EL vil udbrede modellen

Også i Enhedslisten er man positive over for tanken om, at flere østeuropæiske politibetjente kan blive udstationeret i Danmark. Men det bør ikke kun gælde opklaring af indbrud, siger Enhedslistens retsordfører Pernille Skipper.

- Jeg er helt enig i, at samarbejdet skal være meget bedre i de enkelte sager, hvor udenlandske betjente ville kunne hjælpe. Men det bør også gælde narkokriminalitet og menneskehandel, hvor der er gode erfaringer med et tæt østersøsamarbejde, siger Pernille Skipper.

I 2012 blev der anmeldt 43.266 indbrud i danske boliger.