Flertal har andre planer med nærpolitistationer: ’Betjente skal kunne rykke ud til kriminalitet’

Forud for de afgørende forhandlinger kræver blå blok og Radikale, at politiet skal kunne rykke hurtigere ud.

Nærpolitistationer skal også udrustes med politibiler og bevæbnede betjente, som med kort varsel kan rykke ud til kriminalitet i nærområdet, mener et flertal i Folketinget. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

Det er ikke nok, at en politiaftale resulterer i 20 nye nærpolitistationer, hvor tanken er, at politiet sidder klar til at tage imod borgerne.

De 20 nærpolitistationer skal også udrustes med politibiler og bevæbnede betjente, som med kort varsel kan rykke ud til kriminalitet i nærområdet.

Sådan lyder kravet nu fra et flertal i Folketinget, inden forhandlingerne om en politiaftale går ind i den afsluttende fase.

Et notat fra Justitsministeriet har vist, at de 20 nye nærpolitistationer ikke vil få politiet til at rykke hurtigere ud – det der kaldes for politiets responstid.

- De politibetjente, der skal sidde der, skal slet ikke lave det politiarbejde, som vi jo forventer, når vi ringer 1-1-2. Regeringens forslag er simpelthen hult, hvis man skal sige det med et pænt ord, siger Venstres retsordfører og næstformand Inger Støjberg.

Nærberedskab vil sænke responstiden

Venstre mener, at de betjente der tilknyttet nærpolitistationerne skal indgå i beredskabet og kunne rykke ud – fx hvis der sker kriminalitet i nærområdet.

- Hvis man fx står som tankpasser og pludselig står med en tyv eller hvad der er værre, så er det altså meget lang tid selv at skulle stå og håndtere det i 20 minutter, siger hun.

Inger Støjberg understreger, at Venstre modvilligt har accepteret de 20 nærpolitistationer i forhandlingerne, men partiet så hellere pengene brugt på flere betjente og flere biler.

Men der er vel også politifagligt indhold i, at betjente sidder og er klar til at tage imod borgerne på nærpolitistationerne?

- Jo jo, det der er lagt op til nu, er, at de har åbent tre timer i døgnet inden for normal åbningstid. Så det vil sige, at hvis der sker nogle former for kriminalitet, som de skal tage del i, så skal det begås inden for normal åbningstid. Det er simpelthen rigtig svært at overtale de kriminelle til dét, siger Inger Støjberg.

Regeringen vil åbne 20 nye nærpolitistationer. Her er det den tidligere politistation på Kamillevej i Kastrup, som blev lukket i 2016. (Foto: Thomas Lekfeldt © Scanpix)

DF vil stoppe 'skrivebordsstationer'

De 20 nye nærpolitistationer skal have åbent mindst 15 timer om ugen og have tilknyttet mindst fem betjente. Det står endnu ikke klart, hvor stationerne skal placeres.

I gennemsnit var politiet 9 minutter og 13 sekunder om at rykke ud i de første tre måneder i år. Tallet dækker dog over store regionale forskelle. Mens borgerne i Lemvig i gennemsnit måtte vente 22 minutter og 39 sekunder, skulle borgerne i Albertslund kun vente 4 minutter og 57 sekunder på en politipatrulje ankom, viser tal fra Rigspolitiet. Københavns Vestegns Politi har politigård i netop Albertslund.

På kortet herunder kan du se, hvor hurtigt politiet rykker ud i din kommune. Artiklen fortsætter efter grafikken.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, er også med på at få politibiler ud til nærpolitistationerne.

- Vi er nødt til at gå væk fra skrivebordsstationerne og over til nogle stationer, hvor der rent faktisk kører politibiler ud fra, så politiet er tæt på borgerne. Hvis det bare er nogle kontorer, så kan man lige så godt lade være.

- De her stationer skal have åbent meget lang tid – vi forestiller os også, at der er åbent en fredag og lørdag, hvor der gang i byen og brug for politiet.

Hvor lang tid skal de have åbent? Er det 15 timer, 37 timer eller 50 timer i løbet af en uge?

- Jeg synes, det må afhænge af stedet, hvor de her politistationer bliver lagt. Er der en station tæt på i forvejen, så er det måske ikke nødvendigt med så lang en åbningstid. Men åbningstiden skal være langt højere end det, regeringen lægger op til, for det er nærmest ingenting.

Radikale ønsker mere synligt politi

Kristian Hegaard, der er retsordfører hos De Radikale, efterlyser også muligheden for at rykke ud.

- Vi er optaget af, at vi får et mere synligt politi, og at vi får et politi, der rykker ud de få gange i løbet af et liv, borgeren har behov for det. Der ser vi mere nytte i, at de kan rykke hurtigt ud, end at de sidder fastlåst i 20 nye murstensbygninger, siger han.

Også De Konservative og Nye Borgerlige bakker op om, at betjentene skal have mulighed for at rykke ud.

- Det er vigtigt, at betjentene på politistationerne kan gøre mest muligt for borgerne, herunder at rykke ud, hvis der er behov for det, siger de Konservatives formand Søren Pape Poulsen

Forslaget støttes af betjenenes eget fagforbund, Politiforbundet, hvor Claus Oxfeldt er formand.

- Jeg synes, det giver god mening. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde helst set, det blev op til politiet, hvordan man ville disponere politiet.

DR har forelagt kritikken for justitsminister Nick Hækkerup (S). Han ønsker ikke at udtale sig, da regeringen lige nu forhandler et politiforlig med Folketingets partier.

Håber på en 'vagthund med tænder'

I Aars i Vesthimmerlands Kommune vækker den seneste politiske udvikling glæde.

Her har byens butikker længe efterlyst en nærpolitistation med hurtig udrykning.

- Det bliver virkelig en glædens dag, hvis det kommer med. Men vi er nok også der, hvor vi skal se det, før vi virkelig tør tro på det, fortæller Mogens Kristensen, der er butiksejer og mangeårig formanden for handelsstandsforeningen i byen.

Mogens Kristensen ejer vinforretningen Skjold Burne i Aars. Han tror, at en ny nærpolitistation vil give både butiksindehavere og borgere i byen mere tryghed. (© DR Nyheder)

I dag går der i gennemsnit 13 minutter og 45 sekunder, før en patruljebil når Vesthimmerland, hvis der ringes 1-1-2.

- Det er nødvendigt for alle danskere, at der er kort tid til politiets tilstedeværelse, hvis der opstår akutte situationer. Det har vi lige så godt krav på i Aars som alle andre steder i Danmark, forklarer Mogens Kristensen.

Han var skuffet, da det seneste udspil blev præsenteret, og der blev lagt op til nærpolitistationer uden betjente, der hurtigt kunne rykke ud.

- Det første udspil var ligesom at få en vagthund uden tænder. Nu håber vi, at der kommer en vagthund med tænder denne gang.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter