Flertal klar til at begrave planer om 170 kilometer vestjysk højspændingsledning

Både regeringen, DF og S vil forsøge at finde finansiering til at grave en større del af den nye vestjyske højspændingsledning ned.

Planerne om at etablere omkring 500 op til 35 meter høje og brede elmaster ned gennem Vestjylland kan blive ændret af et flertal i Folketinget. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

De nuværende planer om at føre langt størstedelen af en 170 kilometer lang højspændingsledning ned gennem Vestjylland igennem luften via store elmaster er på vej i graven.

Både regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet åbner i hvert fald døren på klem for at ændre planerne og finde flere penge til projektet, efter flere vestjyske borgere og borgmestre højlydt har brokket sig over sagen.

- På baggrund af lokale protester og frustration synes jeg, det er fornuftigt at se, om der findes alternativer til at hænge ledningerne i luften, sagde klima-, energi- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt i aftes til TV Avisen.

Samtidig inviterer han nu partierne bag aftalen til nye drøftelser om mulige alternativer til planen og med henblik på at skaffe finansiering til eksempelvis at grave en større del af ledningerne ned, end de ti procent der allerede er planlagt.

Den invitation griber Socialdemokratiet, siger partiets energi- og klimaordfører, Jens Joel.

- Vi vil meget gerne finde bedre løsninger – også for borgerne i de berørte områder. Det er jo ikke Socialdemokratiet, der under dække af at skulle gøre det billigere at være dansker, har insisteret på at skære ned på alt, hvad der hedder miljø- og energiomstilling her, siger han.

Mulig milliardregning i vente

I de seks vestjyske kommuner Holstebro, Herning, Ringkøbing-Skjern, Varde, Esbjerg og Tønder, der alle skal huse den nye højspændingsledning, er ønsket at få gravet den ned.

Men det vil ifølge Energinet, der står for driften, risikere at blive op mod 4,8 milliarder kroner dyrere end at føre elkablerne i luften ved hjælp af omkring 500 35 meter høje elmaster ned gennem Vestjylland, som planen er nu.

Det 170 kilometer lange ledningsnetværk skal føre store mængder strøm fra det europæiske fastland til England.

Dansk Folkeparti vil nu have klarhed over mulige alternativer, og hvor stor regningen bliver. Det regner de med at få i de nye drøftelser med regeringen.

- De her installationer, som vi plastrer naturen til med, forskønner jo ikke naturen. Så derfor vil den ideelle løsning være at finde finansiering til at grave det kabel i jorden, siger René Christensen, finansordfører for Dansk Folkeparti.

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Oprør i Vestjylland har fået effekt

Til TV Avisen torsdag aften forklarede Lars Christian Lilleholt, at de mange protester i det vestjyske har haft stor betydning for, at der nu kigges på alternativer.

Planen om luftbårne højspændingsledninger blev aftalt, da et bredt flertal i Folketinget sidste år besluttede at afskaffe PSO-afgiften. Men nu er regeringen altså kommet på andre tanker, og det bakker både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti op om.

- Vi vil selvfølgelig gå til de forhandlinger og se på, hvordan vi kan skaffe en løsning, så vi kan få de her kabler gravet ned i samklang med naturen og de mennesker, der bor på den strækning, siger Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen.

Og Socialdemokratiets Jens Joel stemmer i:

- Hvis regeringen er blevet klogere, så møder vi selvfølgelig gerne op til drøftelser. Men det er et problem, regeringen selv har skabt. Vil de løse det nu, så møder vi gerne op.

Nye og dyrere planer for højspændingsledningerne vil kræve et flertal i Folketinget.

Facebook
Twitter