Det er snart tid til at diskutere, hvordan landet kan åbnes igen efter coronakrisen, og hvordan vi alle kan komme videre. Det mener et flertal i Folketinget, skriver Berlingske.
De ønsker, at regeringen snart fremlægger en plan for, hvordan samfundet kan blive genåbnet, når det sundhedsfagligt kan forsvares.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, anerkender, at tingene foreløbig er blevet håndteret korrekt af regeringen med fokus på de akutte problemer, men at det er tid til at se mere langsigtet frem.
- Vi står i den største krise siden Anden Verdenskrig. Vi er simpelthen nødt til meget snart at se en plan for, hvordan man vil åbne samfundet igen, når det bliver relevant. Det vil gøre en psykologisk forskel for befolkningen, og det vil give erhvervslivet tryghed, siger han.
V-formanden vil vide, hvordan regeringen vil håndtere den langsigtede økonomiske krise, der truer, hvilke dele af den offentlige sektor, der skal åbnes først og om nogle ikke-sårbare grupper kan komme hurtigere ud i samfundet igen.
Også Kristian Thulesen Dahl (DF), Morten Østergaard (R), Søren Pape Poulsen (K), Pernille Vermund (NB) og Alex Vanopslagh (LA) ønsker en plan.
Ikke lukning en dag mere end nødvendig
I en skriftlig kommentar til Berlingske siger finansminister Nicolai Wammen (S):
- Vi er helt enige og drøfter meget gerne med partierne, hvordan vi bedst muligt kan åbne Danmark igen. Vi ønsker ikke at holde Danmark lukket én dag mere end nødvendigt, og vi er i gang med at forberede scenarier.
Finansministeren siger, at en forudsætning for genåbning er, at smittespredningen bliver begrænset, samt at dansk økonomi er meget afhængig af udviklingen i udlandet.
/ritzau/