Flertal til Løkke og Hjort: I kan ikke bare ignorere brede aftaler og forlig

Finansministeren er ”lige kæk nok”, mener Dansk Folkeparti, som står ved de forlig, de gik med i før valget.

Regeringen bliver nødt til at respektere de forlig, som et flertal har indgået, lyder kritikken. Også selvom Venstre ikke er med i de forskellige forlig. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Det er lige friskt nok, når finansminister Claus Hjort Frederiksen på vegne af Venstre- regeringen siger, at den ikke vil respektere politiske forlig, som Venstre ikke selv er en del af.

Sådan lyder det fra regeringens støtteparti Dansk Folkeparti, efter at finansministeren i dag i Jyllands-Posten og i august i Politiken har givet udtryk for, at regeringen ikke føler sig bundet af aftaler og forlig, som et flertal i Folketinget ellers har indgået og fortsat står bag.

- Selvfølgelig skal man respektere de flertal, der ligger, og de forlig, der er indgået, står selvfølgelig ved magt, siger finansordfører René Christensen (DF).

I regeringens forslag til næste års finanslov kan man se, hvad Claus Hjort Frederiksen tilsyneladende mener med sine udmeldinger om ikke at følge forlig og aftaler, som Venstre ikke har været med til at indgå.

Lige kækt nok

Her lægger regeringen op til at fjerne omkring 500 millioner kroner, som hvert år frem til 2019 skulle investeres i kollektiv trafik. Det blev aftalt i et forlig bestående af rød blok og Dansk Folkeparti før valget.

- Det er da rigtigt, at regering ikke behøver føle sig bundet af det, men ligefrem at gå ind og pille penge ud af forlig, som andre partier har lavet, er lige kækt nok og giver i hvert fald nogle udfordringer, siger René Christensen.

Det stort anlagte forlig om Togfonden, som blev indgået af den tidligere SR-regering, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti, er endnu et eksempel på en stor politisk aftale, som Venstre ikke er en del af, men som der fortsat er et folketingsflertal bag.

Dansk Folkeparti opfordrer regeringen til at indtræde i de indgåede forlig i stedet for at udfordre dem, som Claus Hjort Frederiksen gør igen i dag. På den måde vil de eksisterende forlig, som ofte løber over mange år, være nemmere at ”servicere” for regeringen. Alternativt må et flertal i Folketinget pålægge regeringen at respektere gældende forlig.

Finansordfører René Christensen fastslår under alle omstændigheder, at man ikke har i sinde at løbe fra nogen af de forlig, som partiet gik med i før valget.

- Det er sådan med forlig, at hvis man opsiger et forlig, så gør man det før et valg, og når valget er overstået, er forliget åbent igen. Vi har ikke opsagt de her forlig før valget, og derfor består de selvfølgelig, siger René Christensen.

S: De er fuldkommen ligeglade

Da SF i 2011 gik i regeringen tiltrådte partiet en lang række forlig, som man ellers ikke havde været med til at indgå. Det skete netop for at kunne ”servicere” eksisterende forlig.

SF-formand Pia Olsen Dyhr er rystet over Venstre-regeringens udmelding, som hun kalder ”uacceptabel og uklog”.

- Det er polemisk. Ikke mindst fordi Venstre sidder som en meget lille mindretalsregering. Claus Hjort siger det selvfølgelig fordi, det er besværligt at have forlig, og at man hele tiden skal involvere alle mulige partier, siger Pia Olsen Dyhr.

- Men han skal ikke være i tvivl om, at hvis han ikke gør det, så vil et flertal i Folketinget gå imod regeringen igen og igen. Så det vil være klogt af regeringen at håndtere det på en anden måde, end de umiddelbart har lagt op til, siger hun.

Tidligere transportminister Magnus Heunicke fra Socialdemokraterne er ligeledes forarget over udtalelserne fra finansministeren.

- En aftale er en aftale, og det må Claus Hjort og den nye Venstre- regering også erkende. De forlig, vi har indgået, står vi selvfølgelig ved, og det går vi også ud fra, at andre partier gør. Det kan man ikke ignorere, slet ikke som en ny mindretalsregering, siger Magnus Heunicke.

- Vi har jo hørt Lars Løkke sige, da han blev statsminister, at han var meget ydmyg over for opgaven og bevidst om, at det var en mindretalsregering, som skulle søge det brede flertal. Nu hører man, at de er fuldkommen ligeglade med de brede flertal, siger han.

Det har torsdag morgen ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Claus Hjort Frederiksen.

Facebook
Twitter