Flertal uden om regeringen langer ud efter miljøminister: Vil have naturplan nu

Partier vil ikke vente et år på forhandlinger på naturområdet. 'Vi vil støtte SF i at kalde ministeren i samråd', siger De Konservative.

Flere partier vil kalde miljøminister Lea Wermelin (S) i samråd om regeringens naturprioriteringer. Partierne er utilfredse med, at der ikke er sat flere penge af på finansloven til natur og biodiversitet, og at forhandlingerne på området er udskudt et år. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Det er 'hamrende useriøst' og går alt for langsomt.

Sådan lød opråbet i aftes fra SF's leder Pia Olsen Dyhr om regeringens prioritering af naturen i finanslovsforslaget.

Og nu samler der sig et flertal af Folketingets partier, der støder til angrebskoret.

Hos støttepartierne Enhedslisten og De Radikale er der skuffelse og utilfredshed med, at regeringen ikke har sat mere end 50 millioner kroner årligt af til naturen, og at de politiske forhandlinger om natur og biodiversitet bliver udskudt et år.

- Det er så sølle. De forhandlinger har vi ventet så længe på. Naturen venter jo ikke, siger Mai Villadsen, miljøordfører i Enhedslisten.

- Vi er bange for, det ikke er en udskyldelse, men at det handler om, at man i virkeligheden ikke er parat til at finde de midler, der skal til, for at omlægge store dele af Danmark til natur, siger miljøordfører for De Radikale Zenia Stampe.

Men det er nødvendigt at prioritere benhårdt på grund af coronakrisen, lød det fra miljøminister Lea Wermelin (S) i går.

Det argument giver De Radikale ikke meget for.

- Jeg tænker, det ikke har særlig meget at gøre med coronakrisen. Man har besluttet at bruge pengene på noget andet, siger Zenia Stampe.

Vil have ministeren i samråd

Heller ikke blandt de blå partier er der meget sympati for regeringen og miljøministerens prioriteringer at hente.

- Det at bruge coronakrisen som en undskyldning for, at man igen udskyder naturplanen, det synes jeg er en dårlig undskyldning. Jeg forstår godt, SF er oppe i det røde felt, siger Jacob Jensen, miljøordfører i Venstre.

- Vi har brug for nogle diskussioner mellem de rigtige interessenter, og det arbejde har vi behov for at få sat i gang nu, siger De Konsevatives miljøordfører Egil Hulgaard. - Vi vil støtte SF op i at indkalde ministeren i samråd, siger han.

Vil presse regeringen til forhandlingsbordet

Venstre og De Konservative bakker ikke op om regeringen og SF's naturudspil fra før valget, hvor løftet var 15 nye naturparker og 750 kvadratkilometer urørt skov. Det skal sikre variationen af dyre- og plantelivet og arternes overlevelse.

Indtil nu har Danmark fået to nye naturparker og foreløbige lavet aftaler om op til 290 kvadratkilomter urørt skov.

Konservative ønsker eksempelvis 500 kvadratkilometer urørt skov, men partierne vil også sidde med ved forhandlingsbordet om en naturplan - og det skal ske i år.

- Vi vil gerne snakke med andre partier, både blå og SF og andre støttepartier, om at vi presser regeringen til at igangsætte forhandlingerne og komme med et udspil på biodiversitet og naturområdet allerede her i efterået, siger Jacob Jensen (V).

- Så må vi så se, hvad vi kan blive enige om ved forhandlingsbordet, siger han.

Alt for småt beløb sat af

Hvor meget urørt skov og naturpark får man egentlig for 50 millioner om året? Ikke ret meget, hvis man spørger Danmarks Naturfredningsforening.

Faktisk vil det koste to milliarder kroner, hvis løftet om de 15 naturparker og 750 kvadratkilometer urørt skov skal indfries, anslår de.

Derfor forstår Rasmus Ejrnæs, der seniorforsker i biodiversitet på Aarhus Universitet ikke, at der ikke er sat flere penge af.

I en anlagt skov står stammerne tæt, så de vokser lige op og er gode at fælde og skære op. I urørt skov skal træerne kunne vokse frit, så der kan komme lys ned til skovbunden og skabe grobund for rigt insektliv og blomster, fortæller Rasmus Ejrnæs, der seniorforsker i biodiversitet på Aarhus Universitet. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

- 50 millioner kroner svarer til 8,5 krone per dansker. For det beløb kan man frikøbe 1/10.000-del af Danmarks landareal. Altså nærmest ingenting, siger han.

- Det er det handler om, at der altid er en offer-omkostning. Hvis naturen skal have førsteret, så er der nogle mennesker, der skal holde op med at nyttiggøre naturen, siger han.

Så hvad skal regeringen gøre for at højne standarden for naturen?

- Sætte et realistisk beløb af til at købe nogle plads til naturen. Det tænker jeg, vi har råd til i sådan et rigt samfund som Danmark, siger han.

DR Nyheder arbejder på en kommentar fra miljøminister Lea Wermelin (S). Indtil videre henviser ministeriet til Lea Wermelins kommentarer til SF's leder Pia Olsen Dyhrs kritik tirsdag.

FacebookTwitter