Flertal uden om regeringen: Uvildige eksperter skal granske regeringens corona-håndtering

Eksperter skal på et halvt år evaluere regeringen og myndighedernes corona-håndtering.

Folketinget vil bede fem uvildige eksperter om at evaluere regeringen og myndighedernes håndtering af coronakrisen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Hvordan har regeringen og

myndighederne
håndteret
coronakrisen?

Det spørgsmål skal en ekspertgruppe bestående af uvildige forskere med forskellig videnskabelig baggrund give et svar på om et halvt års tid.

Det har Udvalget for Forretningsordenen i dag besluttet. Der er konkret blevet nedsat et særligt underudvalg, der nu skal finde de rette eksperter. I næste uge forventes det endelige kommissorium for evalueringen at blive godkendt.

- Var den hårde nedlukning af Danmark den rigtige? Hvilede beslutningen på sundhedsfalige anbefalinger? Forfulgte vi den rigtige strategi? Vi skal lære af de fejl, der er blevet begået, siger Venstres gruppenæstformand Karsten Lauritzen.

Det er oppositionspartierne Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, der sammen med regeringens støttepari Det Radikale Venstre har presset på for en uvildig evaluering af krisehåndteringen.

Deres argument er, at evalueringen skal styres af Folketinget, ikke af regeringen. Og at de uvildige eksperter skal have adgang til interne regeringspapirer, så deres evaluering kan ligge klar før nytår.

- Det er vigtigt, at vi får friske, uvildige øjne på håndteringen af corona-krisen, siger Dansk Folkepartis

gruppeformand
, Peter Skaarup, og tilføjer:

- Mette Frederiksen sagde selv ved krisens start, at man ville komme til at begå fejl – og vi kan jo se, at der er blevet begået fejl. Vi har manglet værnemidler, og vi har manglet testkapacitet. Så der er ting, vi skal have på bordet og undersøgt, og der nytter det ikke noget, at regeringen undersøger sig selv.

Regeringen ville udskyde evaluering

Regeringen er enig i, at der er behov for en evaluering, men justitsminister Nick Hækkerup sagde i sidste uge til Politiken, at tidspunktet er forkert - fordi de centrale myndigheder stadig har travlt med at

håndtere
corona-krisen.

- De, der vil være de centrale personer i sådan en undersøgelse, er nogle af dem, der har knoklet i døgndrift siden 11. marts. Det gør de fortsat, og vi har fortsat brug for dem for at få os sikkert igennem det her, sagde ministeren til Politiken.

For flertallet uden om regeringen er det

afgørende
, at arbejdet med evalueringen ikke placeres i Justitsministeriet.

- Folketingets opgave er at kontrollere den til enhver tid siddende regering. Det er det, vi er valgt til, siger Venstres Karsten Lauritzen.

Regeringen har sagt, at der kommer en evaluering. Hvorfor er det vigtigt, at det er Folketinget, der står i spidsen for det her?

- Nu har jeg selv været minister, og jeg vil godt komme med den lille hemmelighed, at regeringer foretrækker selv at undersøge sig selv, siger Karsten Lauritzen, der var skatteminister under statsminister Lars Løkke Rasmussen.

- Men man kommer ikke lige så dybt, som når uvildige eksperter undersøger. Derfor er det rigtigt at forankre evalueringen i Folketinget. Men det er ikke overraskende, at statsministeren synes, at det skulle forankres i regeringen. Heldigvis er der et flertal, der mener noget andet, tilføjer han.

Partierne bag beslutningen forventer, at eksperterne vil kunne tage hul på deres arbejde før sommerferien.

- Det er rigtigt og også rettidig omhu at starte nu. Vi håber, at eksperterne kan klare opgaven på et halvt års tid, for vi har jo brug for at være forberedt på, hvad vi skal gøre, hvis der kommer en ny pandemi, siger Peter Skaarup.

Facebook
Twitter