Flertal udenom regeringen vil sætte udløbsdato på terrorlovgivning

Der skal indføres såkaldte solnedgangsklausuler, når regeringen foreslår at tage passet fra kommende Syrien-krigere. Regeringsparti er skeptisk.

En række af de danske Syrien-krigere har kæmpet for militante islamistiske grupper. Nu vil et politisk flertal give politiet mulighed for at konfiskere passet hos fremtidige krigere. Her er det islamister fra Islamisk Stat, der marcherer syd for Syriens hovedstad Damaskus. (Foto: © RAMI AL-SAYED, Scanpix)

Der skal sættes en udløbsdato på regeringens lovforslag om at give myndighederne mulighed for at konfiskere passet hos formodede Syrien-krigere.

Det mener et flertal udenom regeringen bestående af SF, Enhedslisten, Venstre, Konservative og Liberal Alliance forud for fredagens førstebehandling af regeringens pas-forslag i folketingssalen.

Partierne vil stille et ændringsforslag om at indføre en såkaldt solnedgangsklausul i loven, så politikerne om nogle år tvinges til at tage stilling til loven på ny.

- Når der er tale om så skrappe midler, så er der noget klogt i, at Folketinget på et tidspunkt aktivt skal tage stilling til, om denne lovgivning fortsat skal gælde om, siger SF's retsordfører, Karina Lorentzen.

SF: To år er passende

SF vil dog ikke lægge sig endeligt fast på, hvornår solnedgangsklausulen skal tvinge politikerne til igen at evaluere loven.

- Det vil jeg helst ikke på give et bud på. Det handler om, at regeringen selv har sagt, at der skal komme en evaluering af loven. Men hvis det er efter fem år, er det for lang tid. Hvis de siger to år, så vil en solnedgangsklausul på to år være passende, siger Karina Lorentzen.

Hun understreger, at SF vil stemme ja til regeringens lovforslag om at konfiskere passet fra Syrien-krigere.

K: God ide at tage stilling igen om nogle år

De Konservative, som også er med til at stille ændringsforslaget om en solnedgangsklausul, kalder det hensigtsmæssigt med en udløbsdato på den konkrete lovændring.

- Når den her lov har været i kraft i nogle år er det en god ide at se på, om den stadig fungerer. Om den skal strammes op, lempes eller fastholdes, siger retsordfører Tom Behnke (K).

Han vil heller ikke lægge sig fast på, hvor lang tid der skal gå, før der igen skal tages stilling til loven, men et bud kunne være tre år, siger han.

S er bekymret for solnedgangsklausul

Hos Socialdemokraterne diskuterer man gerne forslaget, men der kan være problemer med at sætte udløbsdato på lovgivning, siger retsordfører Trine Bramsen (S).

- Udfordringen ved at indføre solnedgangsklausuler er, at man så også siger, at vi tror, at de her problemer er forsvundet om to eller fire år, siger Trine Bramsen.

- Det håber jeg da, at de er, men desværre tror jeg ikke, at vi har set det sidste til terroristernes usmagelige metoder. Derfor kan jeg godt have min bekymring ved at vedtage den slags udløbsdatoer, siger hun.

Lov kan træde i kraft om halvanden måned

Fredag førstebehandler Folketinget regeringens lovforslag, som vil give politiet mulighed for at inddrage passet og samtidig udstede et udrejseforbud til danske statsborgere, der har planer om at rejse ud og deltage i væbnet konflikt.

Herboende udlændinge vil samtidig kunne få frataget deres opholdstilladelse.

Lovforslaget ventes vedtaget af et bredt politisk flertal. Ifølge tidsplanen skal det endeligt vedtages i februar og træde i kraft 1. marts.