Flertal vil forbyde skudsikre veste

Et flertal i Folketinget vil gøre det ulovligt at bruge skudsikker vest. En overtrædelse af forbuddet skal koste en bøde på 5000 kr., foreslår Dansk Folkeparti.

Det skal koste en bøde på 5000 kroner at gå med skudsikker vest. (Foto: dr)

Indvandrerbander og rockere må snart ikke længere gå rundt med skudsikker vest.

Dansk Folkeparti vil med opbakning fra et politisk flertal med Venstre og Socialdemokraterne gøre det strafbart at bære vesten, som har til formål at beskytte mod skud fra rivaliserende bander, skriver Berlingske Tidende.

Et defensivt våben

- Rockerne og indvandrerbanderne kan deltage i bandekrigen med mindre risiko, når de går med skudsikker vest, og det ser jeg ikke nogen grund til, at vi skal hjælpe dem med, siger næstformand Peter Skaarup (DF).

Han ser vesten som et defensivt våben, som skal fjernes fra gaden, og han forestiller sig, at det skal udløse en markant bøde på 5.000 kroner, hvis man bliver taget med skudsikker vest på af politiet, der samtidig skal konfiskere vesten.

Han erkender, at et veste-forbud kan medføre, at flere bliver skudt med dødelig udgang.

Tilladt for dørmænd

Dog skal det stadig være tilladt for blandt andet dørmænd at bære skudsikker vest i nattelivet, understreger Skaarup.

Også Socialdemokraterne mener, de skudsikre veste er med til at optrappe bandekonflikterne, siger retsordfører Karen Hækkerup. SF's retsordfører Karina Lorentzen bakker foreløbig forsigtigt op om forslaget.

Facebook
Twitter