Flertal vil redde blødende medier med aftale for 180 millioner kroner

Det er forventningen, at en kompensationsordningen til danske medier vil koste 180 millioner kroner.

Et politisk flertal sætter 180 millioner kroner af til at hjælpe trængte medier gennem coronakrisen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det har været et kaotisk forløb, hvor medieordførere vrede har forladt forhandlingsmøderne med kulturminister Joy Mogensen (S) og krævet møderne flyttet til Erhvervsministeriet og Finansministeriet.

Men onsdag aften har et politisk flertal landet en aftale om en kompensationsordning til de danske medier, som taber annonceindtægter som følge af coronakrisen.

Det oplyser Kulturministeriet.

Det er forventningen, at ordningen vil komme til at koste i omegnen af 180 millioner kroner i 2020.

Dækker op mod 80 procent af tab

Det er både trykte og digitale dagblade, fritstående digitale nyhedsmedier, ugeaviser, kommercielle radioer, magasiner og fagblade, som kan søge om at få dækket en del af de tabte annoncekroner.

Ordningen sikrer

kompensation
på 60 procent af den samlede nedgang i annonceindtægter, hvis nedgangen i annonceindtægter har været på 30-50 procent.

Medierne
får 80 procent i
kompensation
af den samlede nedgang i annonceindtægter, hvis nedgangen har været på 50-100 procent.

Danske Medier håber, aftale vil stoppe medielukninger

Formand for Danske

Medier
, Jesper Rosener, er tilfreds med aftalen og håber, at den vil forhindre flere fyringer og medielukninger.

- Mediernes medarbejdere arbejder lige nu i døgndrift på den vigtigste samfundsopgave i nyere tid – at oplyse borgerne om coronasmittens spredning,

epidemiens
konsekvenser samt udviklingen herhjemme og i udlandet. Det kan de nu fortsætte med, siger han i en
pressemeddelelse
.

Foruden regeringen står Venstre, SF, De Radikale, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, De Konservative, Alternativet og de fire løsgængere bag aftalen.

/ritzau/