Flugten fra Messerschmidt fortsætter: Erhvervsordfører har meldt sig ud af Dansk Folkeparti

Hans Kristian Skibby har her til morgen meldt sig ud af partiet. Nu er der 11 folketingsmedlemmer tilbage.

(Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Det siges, at én dårlig nyhed sjældent kommer alene. I DF-formand Morten Messerschmidts tilfælde er det ikke bare en talemåde - men en realitet.

Her til morgen har endnu et medlem af Messerschmidts folketingsgruppe meldt sig ud. Erhvervsordfører Hans Kristian Skibby har gjort sin stilling op og besluttet, at han ikke længere vil være medlem af partiet.

Det siger han til DR.

- Det er selvfølgelig en stor beslutning at tage, men jeg synes også, at det er den eneste rigtige beslutning, siger han.

- Hvis man ikke er enig med den ledelsesstil, der er i et parti, så skal man ikke være medlem. Vi skal tilbage til topstyring, og det kan jeg ikke se mig selv i. Jeg siger pænt nej tak.

Dramatisk mandag

Meldingen fra Skibby her til morgen kommer efter en dramatisk aften, hvor fire af partiets folketingsmedlemmer på samme tid rev plastret af og forlod Dansk Folkeparti.

Sundhedsordfører Liselott Blixt, beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted, fødevareordfører Lise Bech og socialordfører Karina Adsbøl ville ikke længere arbejde under formand Morten Messerschmidt.

Fem medlemmer har det seneste døgn forladt Dansk Folkepartis folketingsgruppe.

Samtidig sendte de en bredside afsted mod partistifter og tidligere formand Pia Kjærsgaard.

Den kritik tilslutter Hans Kristian Skibby sig.

- Vi oplever tidligere formænd for partiet, der render og siger, at vores medarbejdere skal skamme sig. Vi har en meget dårlig ledelsesstil i DF, og nu har vi så kunnet forstå, at den nye formand mener, vi skal tilbage til den samme gamle ledelsesstil. Det løber mig koldt ned af ryggen for at sige det lige ud. Det er ikke noget, jeg kan se mig selv i, siger han.

DF er syvendestørst

De fem medlemmer, der nu har forladt folketingsgruppen, har alle det til fælles, at de vil blive i Folketinget. Dermed mister Dansk Folkeparti de fem mandater.

Men Hans Kristian Skibby har ikke planer om at melde sig ind i andre partier lige nu, siger han.

- Jeg melder mig ikke ind i nogle af de partier, der er på Christiansborg i dag, så meget kan jeg sige.

Dermed har Dansk Folkeparti 11 mandater i Folketinget, hvilket gør partiet til det syvendestørste.

Messerschmidt selv landede i aftes i Københavns Lufthavn, hvor han som det første sagde, at han var overrasket og ærgerlig over beslutningen.

- Man må da sige, at jeg kommer direkte tilbage i arbejdstøjet, sagde Messerschmidt, da han var direkte igennem til TV-Avisen.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra partistifter Pia Kjærsgaard.

Herunder kan du se tilslutningen til Dansk Folkeparti siden valget i 2015.