FN-konvention om statsløse røres ikke

Samtlige øvrige partier i Folketinget afviste i dag at opsige FN-konventionen om statsløse, sådan som Dansk Folkeparti har foreslået.

Birthe Rønn Hornbech ville ikke svare på, om hun står bag indholdet i FN-konventionen. Men regeringspartierne gør.

Det blev til et nej fra alle sider, da Folketinget i dag diskuterede Dansk Folkepartis forslag om at Danmark skal frasige sig FN-konventionen om statsløse. Det er den, der giver palæstinensere, der er født og opvokset her i landet ret til statsborgerskab.

Debatten udviklede sig dramatisk, da integrationsminister Birth Rønn Hornbech sagde, at konventionen gav anledning til nogle stødende eksempler på, hvem der kan få statsborgerskab.

F. eks. mente hun, at en der har forsøgt at sprænge hovedbanegården i luften, men endnu ikke er dømt for det, har ret til statsborgerskab.

Står bag indholdet

På den baggrund ville oppositionen gerne vide, om regeringen også står bag indholdet af konventionen og ikke bare ved, at den skal overholdes, fordi den er tiltrådt.

Det ville Birthe Rønn Hornbech ikke svare på. Men både Venstres ordfører Marion Pedersen og de konservatives Tom Behnke bekræftede, at partierne står bag konventionen.

Tom Behnke vil dog gerne være sikker på, at der ikke er en risiko for at alvorligt kriminelle får statsborgerskab, inden de er dømt for noget.

Jesper Langballe foreslog, at Folketinget vedtager en beretning om fortolkningen af konventionen, nu hvor forslaget ikke kan vedtages. Det skal nu drøftes i Folketingets indfødsretsudvalg.

Læs hele hele folkeningsdebatten nedenunder.

Facebook
Twitter