FOA: Regeringen er ved at ødelægge velfærdsstaten

Dennis Kristensen advarer om, at regeringens reformer af velfærdssystemet kan ødelægge den danske velfærdsmodel.

Dennis Kristensen advarer om, at regeringens reformer af velfærdssystemet kan ødelægge den danske velfærdsmodel. (© DR)

Formanden for FOA Dennis Kristensen advarer regeringen om, at den er inde at pille ved grundlaget for det danske samfund med de reformer, der er sat i værk.

- Jeg bekymret for, at det her i virkeligheden er en grundlæggende forandring af den danske velfærdsmodel, siger Dennis Kristensen i Debatten på DR2.

Krisereformer

Han henviser til de reformer, som tilbagetrækningsreform, flexjobreform og skattereform, regeringen har gennemført eller sat i værk for at imødegå krisen.

- Det går fra en samfundsmodel, hvor danskere har ydelser de har ret til, ud fra objektive kriterier, og så til en slags fattighjælp. Og der synes jeg, at noget af det, der ligger i pipelinen for regeringen er stærkt bekymrende for om vi kan opretholde den danske velfærdsmodel som vi kender den, advarer Dennis Kristensen

DSU deler bekymring

Og hans bekymring deles af formanden for DSU Peter Hummelgaard, der frygter at regeringens manglende lyst til et opgør med banker og tårnhøje direktørlønninger vil skabe splittelse i samfundet.

- Sammenhængskraften er ved at blive sat over styr. Og der skal regeringen stå på den side, der kræver et opgør med grådigheden, siger Peter Hummelgaard.

Facebook
Twitter