I Danmark spiser mange mennesker alt for usundt. Faktisk så usundt, at over 4.000 danskerne hvert år ender med at dø af det. I hvert fald, hvis man skal tro Fødevareminister Dan Jørgensen (S).
- Ifølge Statens Institut for Folkesundhed dør 4.400 danskere hvert år, fordi de spiser for meget fedt og for lidt frugt og grønt, skrev Dan Jørgensen blandt andet i et debatindlæg på Altingets hjemmeside.
Men ifølge forskeren bag rapporten, som Dan Jørgensen henviser til i indlægget, er ministerens brug af dødstallet forkert. Den nyeste udvikling viser tilmed, at dødstallet formentlig er langt lavere, fortæller DR2's Detektor.
Overlap mellem tal
Dødstallet stammer fra en rapport lavet på Statens Institut for Folkesundhed i 2006. Her defineres usund kost som to ting: At man spiser for meget mættet fedt, og at man ikke får nok frugt og grønt.
I rapporten fremgår det, at der hvert år dør 2.200 mennesker som følge af et højt indtag af mættet fedt, og at 2.200 mennesker årligt dør på grund af for lavt indtag af frugt og grønt. Men ifølge rapporten kan man ikke lægge tallene sammen til ét samlet antal dødsfald, som Fødevareministeren gør. Det fortæller forskeren bag rapporten, forskningsleder på Statens Institut for Folkesundhedsvidenskab, Knud Juel.
- Man kan ikke lægge tallene sammen, fordi der kan være et vist overlap mellem de to faktorer. Der kan være nogle personer, som både spiser for meget mættet fedt og for lidt frugt og grønt. De kan så komme til at tælle med to gange, og det skal vi selvfølgelig undgå, siger Knud Juel til DR2's Detektor.
Nye tal viser markant fald
Knud Juel forklarer endvidere, at man i rapporten fra Statens Institut for Folkesundhed ikke har regnet på, hvor stort sammenfaldet er. Det er dog værd at bemærke, at dødstallene fra den gamle rapport er beregnet på tal tilbage fra årtusindskiftet, og derfor er dødstallene altså 15 år gamle.
Sammen med forskningslederen fra Statens Institut for Folkesundhed har DR2's Detektor trukket tal fra 2013 for, hvor mange der dør af eksempelvis blodprop i hjertet og karsygdomme i hjernen - dødsårsager, der relateres til usund kost.
Hvis man tager udgangspunkt i de samme antagelser, som den gamle rapport gør, kommer man frem til, at antallet af dødsfald for både for højt indtag af mættet fedt og for lavt indtag af frugt og grønt er halveret siden starten af 00'erne. Således kan omkring 1.100 dødsfald relateres til for lavt indtag af frugt og grønt, mens cirka 1.000 dødsfald kan relateres til for meget mættet fedt.
Hjertelægerne har hjulpet
Og det er der ifølge Knud Juel en god grund til.
- Der har været en fantastisk positiv udvikling med hjertesygdomme. Hjertelægerne har været meget, meget dygtige i de sidste 10-20 år. Det gælder en meget bedre behandling både medicinsk og kirurgisk. Og vi kan simpelthen se tæt på en halvering af dødsfaldene, forklarer Knud Juel.
Detektor har spurgt Dan Jørgensen, hvordan han kommer frem til, at over 4.000 mennesker hvert år dør, på grund af usund kost. Ministeren har ikke ønsket at lade sig interview men skriver i en mail til Detektor, at han henter tallet fra den tidligere Forebyggelseskommission.
Detektor har efterfølgende spurgt Forebyggelseskommission, hvordan de kommer frem til tallet. Formanden for den tidligere Forebyggelseskommission Mette Wier skriver til Detektor, at kommissionen lod sig betjene af Sundhedsministeriet i arbejdet med at fremskaffe tallene. Hvor fejlen i første omgang er opstået, forbliver uklart.
Se mere om faktatjekket i aften kl. 21.00 på DR2.