Før blev Støjberg omfavnet af Messerschmidt og DF, nu er hun 'glad for, at de ikke er gift'

For første gang tørnede Morten Messerschmidt og Inger Støjberg sammen i en debat for hver deres parti.

Morten Messerschmidt (DF) og Inger Støjberg tørnede i dag sammen i en radio-debat på Radio4. (Foto: liselotte sabroe © Ritzau Scanpix)

Vi skal ikke længere tilbage end vinteren for at finde håbet om et ægteskab mellem Inger Støjberg og Dansk Folkeparti frem på Christiansborg.

Dansk Folkeparti flirtede i hvert fald længe med den tidligere Venstre-minister, inden hun knuste deres drøm og sidenhen gik solo med sit eget parti.

I dag mødtes hun så for første gang i debat med DF's formand, Morten Messerschmidt, som formand for sit eget parti Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg.

Det var Radio4, der havde arrangeret debatten, og interessen var så stor, at Radio4's hjemmeside blev lagt ned, kort efter programmet var begyndt.

Og under debatten lød meldingen fra Støjberg til Messerschmidt:

- Jeg er glad for, at vi ikke er gift. For jeg synes, du lægger mig ord i munden og prøver at finde en eller anden meget skarp vinkel på tingene.

De to blev aldrig svejset sammen, selvom Messerschmidt annoncerede sit kandidatur til formandsposten i DF med den klausul, at han ville trække sig, hvis Støjberg skulle melde sig ind i kampen om at overtage, efter tidligere formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl.

Men at det ikke blev de to, har DF-formanden affundet sig med.

- Da jeg stillede op som formand og var villig til at vige pladsen til Inger, der var det først og fremmest under forudsætning af, at det så var Dansk Folkepartis politik, der ville blive ført. Og der tror jeg bare, Inger har tænkt, at det var ikke noget for hende, sagde Messerschmidt i onsdags på partiets sommergruppemøde.

For de to er faktisk ikke helt enige, når det kommer til stykket. Det blev gjort klart i debatten i dag.

Se Morten Messerschmidt fortælle, hvorfor det er fint, at det ikke endte med Støjberg som formand for DF i klippet herunder.

Politiske forskelle

De kom både omkring udlændingepolitik, EU, internationale konventioner og grænsekontrol.

Og der var da også forskelle. Mens Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti vil helt ud af de internationale konventioner, vil Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne blot ændre dem.

Grænsekontrollen vil Morten Messerschmidt bevare, mens Inger Støjberg trak på sin erfaring som udlændinge- og integrationsminister og sagde, at fordi hun havde siddet i forhandlinger om netop det, ved hun, at det ikke er muligt bare at træffe sådan en beslutning, når man er med i EU.

Og mens DF er modstander af EU, ønsker Danmarksdemokraterne at ændre det til det, "det var engang".

Morten Messerschmidt viste ihærdigt sin støtte til Inger Støjberg under hele den sag, der førte til hendes dom i rigsretten. (Foto: søren bidstrup © Ritzau Scanpix)

Når det kommer til udlændingepolitikken, siger Messerschmidt, han vil den kontante linje. På et eksempel om et kriminelt bandemedlem nævnte Inger Støjberg, at hun ikke også ønskede vedkommendes fætter ud af landet, hvis han ellers bidragede til det danske samfund og ikke selv var kriminel. Det mente Messerschmidt var et eksempel på, at de i DF fører strammere udlændingepolitik.

Efter debatten gav Inger Støjberg også skattepolitik som eksempel på et område, hvor de to partier adskiller sig.

- Vi ser lidt anderledes på det, når det kommer til skat. Jeg vil virkelig gerne sænke alle de skatter, jeg overhovedet kan. Og jeg er heller ikke bange for at lette i toppen, hvis der er penge til det, sagde hun til DR Nyheder.

Fik stor støtte fra DF

Der var ingen tvivl om, at Inger Støjberg havde Dansk Folkepartis støtte, da hun skulle for en rigsret. Efterfølgende var partiet klar med et job til hende, så hun kunne afsone dommen i fodlænke.

Og endeligt kunne Inger Støjberg sole sig i bejlende DF'ere, der næsten alle sammen ønskede hende som formand for partiet, da Kristian Thulesen Dahl meldte sin afgang.

Ja, faktisk kunne det dengang fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti Søren Espersen sige, at han "ikke kender nogen, som ikke håber på Støjberg som formand".

Men det gik ikke, som de havde håbet i Dansk Folkeparti.

Kort inden årsmødet 23. januar gjorde hun det klart, at hun ikke var kandidat til posten.

Og siden Danmarksdemokraternes indtog på den politiske scene, er Morten Messerschmidt begyndt at tale om Inger Støjberg i lidt andre vendinger.

- Det er da ærgerligt, når hun nu har lavet så meget staffage for at få sit eget parti, at hun ikke sørger for at have en politik, der adskiller sig bare en lille smule fra den politik, hun havde før, sagde han blandt andet til Politiken 6. august.

Og til DF's sommergruppemøde gentog han noget lignende og sagde desuden, at nogle havde en opfattelse af, at man kunne få det samme hos Danmarksdemokraterne, som man kan hos DF. Men det er en forfejlet opfattelse, fordi "DF er et unikt brand".

Da DR spurgte Messerschmidt efter debatten, om de to partier egentlig ikke er ret ens langt hen ad vejen, svarede han, at "det må vælgerne jo afgøre", men at han synes, at der er væsentlige forskelle på de to.

Lige nu ligger Danmarksdemokraterne til 10,8 procent i seneste meningsmåling, som Epinion har lavet for DR, hvilket vil give partiet 20 mandater at storme ind i Folketinget med.

Samtidig står Dansk Folkeparti tilbage med en måling, der placerer dem lige over spærregrænsen til 2,2 procent af stemmerne og fire mandater.

Men Inger Støjberg håber "inderligt", at der kan blive plads til både Danmarksdemokraterne, DF og Nye Borgerlige på Christiansborg efter et folketingsvalg.

- Selvfølgelig er der plads til os alle tre. Det er tre forskellige partier, sagde hun til DR Nyheder efter debatten.

Hør det hele i klippet herunder.