Før tredje fase af genåbningen: Flere partier vil hæve forsamlingsforbuddet til 50

Der skal skrues op for antallet af personer, der må forsamles, mener flere partier.

Forsamlingforbuddet forventes snart at blive sat op. Her Nordhavn mandag den 1. juni 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

30, 50 eller et tal midt imellem?

Det er lige præcis det tal, som statsminister Mette Frederiksen (S) skal melde ud inden på mandag den 8. juni.

Det bliver nemlig helt

afgørende
for, hvor mange mennesker der kan forsamles i Danmark over sommeren.

Spørger man en række partier på

Christiansborg
, så skal tallet være tættere på 50 end 30, efter danskerne i snart tre måneder har vænnet sig til kun at måtte forsamles 10 personer.

Både Radikale, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil præcis have forsamlingsforbuddet

lempet
til 50 personer fra på mandag senest.

Morten Østergaard, politisk leder for Radikale Venstre, mener, at danskernes evne til at holde afstand skal belønnes.

- Lige nu er det den sunde fornuft, der sejrer, og så skal folk også have lov til at holde en rund fødselsdag eller invitere klassen hjem til en børnefødselsdag, siger Morten Østergaard.

Badeområde ved Nordhavn i København i går 1. juni. I dag blev der udstedt forsamlingsforbud på områddet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Også Mette Abildgaard, politisk ordfører for Konservative, vil

lempe
forsamlingsforbuddet til 50.

- Det vil sikre, at man vil kunne afvikle flere og også lidt større arrangementer, og vi mener, at det er fuldt ud forsvarligt i forhold til smittetrykket i Danmark, siger hun.

Hos Nye Borgerlige mener formand Pernille Vermund, at forsamlingsforbuddet skal ophæves helt, mens afstandsrestriktionerne stadig skal gælde.

Hos SF og Enhedslisten er man ikke afklaret endnu.

Hos Venstre er meldingen, at forsamlingsforbuddet skal hæves så meget, som det er sundhedsfaglig forsvarligt. Men om det er 30, 40, 50 eller mere, melder historien intet om.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at situationen i Danmark gør, at vi kan åbne til 50.

- Så kan danskerne begynde at forsamles igen, siger han.

Løbende lempelser sommeren over

I aftalen om fase 2 af genåbningen, som samtlige partier i Folketinget indgik 20. maj, står der, at der – så vidt det er sundhedsmæssigt forsvarligt – skal

lempes
yderligere på forsamlingsforbuddet i løbet af sommeren.

Første gang på mandag, igen 8. juli og så igen 8. august. Det kan ifølge aftalen ske på en måde, så danskerne måske til nogle særlige arrangementer må være flere til stede, end det generelle forsamlingsforbud dikterer.

Forud for forhandlingen i midten af maj foreslog et flertal uden om regeringen en trappemodel på 50 i juni, 200 i juli og 500 i august.

Det står stadigvæk på Dansk Folkepartis ønskeliste.

- Vi kan ikke se nogen som helst ting i smittetrykket, der skulle gøre, at vi ikke skulle stå fast på den tilgang, vi har haft tidligere, hvor vi forhøjer det ret kraftigt i løbet af sommeren, siger han.

20. maj blev aftalen om yderligere genåbning i fase 2 forhandlet på plads. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Ifølge aftalen skal selve tallene på modellen meldes ud inden på mandag og tredje fase af genåbningen.

- Regeringen vil i forbindelse med overgangen til fase 3, hvor det er aftalt, at forsamlingsforbuddet hæves til 30-50, fremlægge en sundhedsmæssigt forsvarlig plan, der indeholder en udmelding om anbefalinger til bryllupsfester, konfirmationsfester mv. Planen vil indeholde en forventet gradvis lempelse af forsamlingsforbuddet, lyder det i aftalen.

Hos Radikale Venstre er Morten Østergaard ikke så optaget af, hvad tallene præcist hedder i juli og august – men der skal gradvist åbnes mere op, så vi nærmer os 500, når sommeren er forbi.

- Et bud kunne være 100 i starten af juli og 200 i starten af august. Jo mere, vi er villige til at gå derhen, jo bedre bliver det for virksomheder og dem, der har kulturelle arrangementer eller andet, siger han.

Regeringen vil ikke sætte tal på endnu

Det har ikke været muligt at få et interview med statsminister Mette Frederiksen om den snarlige melding omkring forsamlingsforbuddet.

Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, vil heller ikke sætte tal på, hvor mange der må forsamle sig. Han skriver i en sms til

DR
Nyheder, at regeringen ikke har truffet beslutning om forsamlingsforbuddet endnu.

- Regeringen har ikke truffet beslutning endnu, men vil selvfølgelig leve op til den politiske aftale, så der bliver skabt afklaring vedrørende niveauet for forsamlingsstørrelser og givet anbefalinger om fester mm., skriver han.

Partierne må derfor holde på festinvitationerne lidt endnu.

Facebook
Twitter