Først var der én - nu er de to: Radikale vil have Inger Støjberg stillet for en rigsret

Regeringens støtteparti vil have Venstres næstformand for en rigsret uanset resultatet af en advokatvurdering.

Inger Støjberg (V) under folketingets åbningsdebat i Folketingssalen på Christiansborg, torsdag den 8. oktober 2020.. (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Scanpix)

Selv om De Radikale støtter, at en række uafhængige advokater nu kommer med en vurdering af, om tidligere udlændingeminister Inger Støjberg (V) skal stilles for en rigsret, har partiet sin konklusion klar.

- Efter at have nærstuderet konklusionerne fra Instrukskommissionen synes jeg ikke, der kan være nogen tvivl om, at Inger Støjberg skal stilles for en rigsret, siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen i et interview med DR Nyheder.

- Konklusionerne er ret klare. Klarere end jeg havde forventet. Inger Støjberg har løjet for Folketinget og der er begået lovbrud med overlæg. Det er med flammeskrift tydeligt, at det bør føre til en rigsretssag, siger hun om Inger Støjbergs rolle i sagen om den ulovlige adskillelse af unge asylpar.

Radikale bliver dermed det første af statsminister Mette Frederiksens støttepartier, der ser en rigsret som endemålet for de undersøgelser, der er lavet af lovbruddet i Udlændinge- og Integrationsminsiteriet for knap fem år siden.

Kapløb med tiden

De fem år er vigtige. For der skal være rejst en sigtelse mod Støjberg af Folketinget senest til februar. Ellers falder en stor del af sagen for forældelsesfristen.

- Vi synes, det er fornuftigt at få nogle advokater til at vurdere, om der er grundlag for en domfældelse. Men det skal gå lynhurtigt, fordi der er en forældelsesfrist på det her og for mig er der ikke længere nogen tvivl, siger hun.

Både i går og tidligere i dag lød meldingen fra De Radikales retsordfører Kristian Heegaard ellers, at man var kommet "nærmere en rigsretssag", men at man først ville have en advokatvurdering af kommissionens delberetning.

Du træffer en beslutning uagtet du lige har bedt advokater om at komme med en vurdering?

- Nej, jeg træffer ikke nogen beslutning. Men jeg siger, at nu har jeg læst konklusionerne grundigt. Jeg tog mig lige den tid. Og de er meget, meget klare. Jeg synes, det er på sin plads som politiker at melde ud, når man får så klare konklusioner.

Hvad nu hvis advokaterne vurderer, at det ikke kan føre til domfældelse?

- Ja, så må vi tage det til efterretning.

Og trække i land på det?

- Jeg synes, det står i flammeskrift og derfor giver jeg vores holdning til kende nu.

Forstå sagen om den ulovlige instruks i vores gennemgang af sagen herunder. Artiklen fortsætter efter videoen.

Langer ud efter Ellemann

Men uanset advokaternes vurdering skal det altså ende med en rigsretssag - den første siden 1993 - mener Sofie Carsten Nielsen, der samtidig langer ud efter Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

Det gør hun, fordi Ellemann har ført an i kravet om en kommissionsundersøgelse af regeringens rolle i aflivningen af mink, mens Venstre har tøvet med at undersøge Støjbergs rolle i sagen om den ulovlige instruks.

- Hvis man siger, at lov er lov og lov skal holdes, så gælder det også i denne sammenhæng.

- Jeg siger meget tydeligt - til dig Jakob Ellemann, at man skal stå fast på retsstaten. Når man lige har stået i andre sammenhænge og sagt, at lov er lov, så gælder det også i ens eget parti. Ellers er det hykleri.

- Retsstat står over partipolitik, Jakob. Det er retsstaten, der er på spil. Du må ikke ofre den, siger Sofie Carsten Nielsen og understreger, at samme opfordring gælder Mette Frederiksen.

LA vil også have rigsretssag

Tidligere i dag sagde også V-formand Jakob Ellemann Jensens samarbejdspartnere i Liberal Alliance, at de ønskede Inger Støjberg sat for en rigsret. Tidligere har også Alternativet, De Frie Grønne og løsgængeren Simon Emil Ammitzbøll-Bille sagt det samme.

Sagen har sit udspring tilbage i 2016, hvor Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister. Her presser hun sit embedsværk for at adskille så mange unge asylpar som muligt. Hendes embedsværk udsender en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at alle parrene skal adskilles. Uden undtagelse. Men det er en ulovlig instruks, har først Folketingets Ombudsmand slået fast. I går gjorde den nedsatte kommission så det samme i sin delberetning.

Samtidig skrev kommissionen, at Inger Støjberg havde vildledt Folketinget og at hendes forsvar i sagen - et notat der indeholdt de lovpligtige undtagelser - ikke havde nogen betydning i sagen, fordi det meste af embedsværket aldrig havde hørt om det.

Sagens hovedperson, Inger Støjberg, sagde tidligere på dagen, at hun vil se tiden an. Hun fastholder samtidig, at hun kan blive som Venstres næstformand, mens sagen bliver oprullet.

- Nu er der jo et udvalg, der skal sidde og arbejde med det. Det var et digert værk, der udkom i går. Så lad nu tingene gå sin gang, sagde Inger Støjberg.

Et flertal i Folketinget bestående af rød blok, Venstre, Liberal Alliance og De Konservative blev i dag enige om, at der skal laves en uafhængig advokatvurdering af kommissionens delberetning. Først derefter vil partierne - det altså fraregnet Liberal Alliance og Radikale Venstre - beslutte sig.

Herunder kan du blive klogere på tidsforløbet omkring udsendelsen af instruksen og det efterfølgende forløb.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk