Kun to dage gik der.
Og så var den nye beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) kaldt i samråd i Folketinget af Socialdemokraterne.
Den tidligere direktør i Dansk Arbejdsgiverforening skal redegøre for de markante holdninger om social dumping, han har givet udtryk for.
Jørn Neergaard Larsen, der er Lars Løkke Rasmussens eneste ikke-folkevalgte minister, har blandt andet skrevet følgende i en kommentar:
- Begreber som »social dumping«, »kædeansvar« og »klausuler« er kommet ind i debatten, men der er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse tale om en helt fordrejet debat, der kun tjener det formål at skabe kunstige mure imod en sund international konkurrence, skrev han i 2013.
Har positive forventninger til Neergaard
Lige præcis det citat skal Jørn Neergaard Larsen forholde sig til under samrådet, lyder det fra ordfører for social dumping Jeppe Bruus.
- Når en ny beskæftigelsesminister skriver meget klart for to år siden, at begreber som social dumping er med til at fordreje hele debatten, synes jeg, det er væsentligt at få afdækket, hvad han mener, om forholdet mellem social dumping og det, han selv betegner som sund international konkurrence, siger Jeppe Bruus.
Men samråd efter to dage. Bør Jørn Neergaard Larsen ikke lige få en chance for at komme på plads?
- Jeg respekterer fuldt ud, at han skal have lov at sætte sig i sædet, men der er et behov for at få det her trukket op. Det er meget centralt det her.
- Jeg har sådan set positive forventninger til Jørgen Neergaard Larsen. På mange stræk er det en fordel at have en, der har haft den danske model mellem hænderne. Men det er klart, at der er nogle ting, som giver grund til at få testet, hvad det egentlig er, han mener, siger Jeppe Bruus.
Neergaard: Danmark et taberland
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jørn Neegaard Larsen i dag, men ved overdragelsen i Beskæftigelsesministeriet i går sagde han følgende om sine markante holdning fra tiden som DA-direktør:
- Nu er der jo forskel på at arbejde for DA og at være en del af en regering. Og regeringen har sit eget grundlag her. DA er kommet med nogle oplæg, og det var det. Men regeringen har sin egen politik, sagde Neergaard Larsen.
Han har blandt andet udtalt, at Danmark fremstår som et taberland:
- Hvis man sammenligner os med for eksempel Sverige, så er der ét punkt, hvor Danmark virkelig kommer til at fremstå som et taberland. Og det er vores høje antal af voksne i den arbejdsdygtige alder, der bliver forsørget af det offentlige, sagde han i april til DR Nyheder.
Samrådet forventes først at blive gennemført efter sommerferien.