Første store uenighed i regeringen handler om danske syriensbørn: 'Det kan være, de kommer til at vente for evigt'

Uenighed blandt de tre partier i regeringen gør, at regeringen endnu ikke har en holdning til, hvad der skal ske med de fem danske børn og deres mødre.

Regeringspartierne er ikke enige om, hvad der skal ske med de fem børn, som er danske statsborgere, og deres mødre. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Inden for en relativt nær fremtid kan vi forvente at få et svar på, hvad der skal ske med de fem danske børn og deres mødre, som sidder i den syriske al-Roj-fangelejr.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Men når svaret ikke er klart endnu, så skyldes det ganske simpelt, at regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne ikke er enige, lyder det også fra ham.

- Vi står i en regering, der bliver født af tre forskellige politiske partier, som grundlæggende har ment noget forskelligt om denne her sag.

- Det spørgsmål blev ikke afklaret under regeringsdannelsen, og derfor er det en helt almindelig proces nu internt i regeringen, siger Løkke.

I april 2022 slog en læge og en børnepsykolog alarm over særligt to af børnenes helbredstilstand. De anbefalede, at alle børnene blev evakueret til Danmark med deres mødre, fordi fangelejren "ikke er egnet for børn".

Men selvom Lars Løkke Rasmussens holdning fortsat er den samme, som han har givet til kende, inden han gik i regering; nemlig at børnene skal hjem sammen med deres mødre, så er det ikke ensbetydende med, at det er den beslutning, regeringen lander på.

Det erkender den tidligere statsminister, når han i dag bliver spurgt om, hvor længe børnene skal vente på at komme hjem.

- Det kan være, de ender med at vente for evigt. For det kan jo være, at regeringen ender med at indtage samme position som den tidligere regering. Det kan også være, at regeringen indtager en justeret position, svarer han.

En gordisk knude

Det har længe været et ønske for Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne at hente de sidste danske børn og deres mødre hjem fra al-Roj-fangelejren i Syrien, og Løkke har da også selv brugt meget tid på at konfrontere regeringen på spørgsmålet - både i sin tid som leder for Moderaterne og som løsgænger i Folketinget.

Da den socialdemokratiske etpartiregering besluttede sig for at hente tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres tilsammen 14 børn hjem, skrev han den 19. maj 2021 på sin blog under overskriften: 'Godt at børnene kommer hjem fra Syrien':

- Jeg glæder mig bare over, at regeringen er kommet til fornuft og har indset, at det på alle måder – moralsk, juridisk og sikkerhedsmæssigt – er klogest at få børnene hjem, skrev han blandt andet.

I blogindlægget kaldte han også Socialdemokratiets håndtering af sagen for at have "enøjet fokus på symbolerne i den såkaldte værdipolitik, hvor Socialdemokratiet og ‘blå blok’ er så forhippede på at fremstå hårdest i udlændingepolitikken, at det skygger for den sunde fornuft".

Efter 14 børn ud af 19 og deres tre mødre blev hentet hjem, er der fortsat fem børn og tre mødre tilbage i den syriske fangelejr.

På et samråd 28. september 2021 sagde Lars Løkke til daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at det ikke nyttede noget at sige, at regeringen ikke kunne gøre noget.

- Man skal sige: "Vi vil ikke gøre noget", for man kan jo gøre noget, hvis man vil, sagde han.

Og den 8. april 2022 skrev han på Twitter, at børnene "skal hjem!"

- Om fornødent må deres mødre følge med. Udlændingepolitikken bliver ikke slap af at tage et menneskeligt hensyn til, at INGEN mødre vil skilles fra deres syge børn.

Løkke selv er i dag også helt åben om, at der er en soleklar uenighed blandt de tre regeringspartier.

- Mit holdningsmæssige udgangspunkt er det samme. Det konstaterer jeg også gælder i de to andre partier, der indgår i regeringen, og derfor er der jo en gordisk knude. Hvis alle bare bliver ved med at mene det samme, så mener vi jo ingenting.

'Min position er jo uændret'

Samme budskab kom han med ved De Radikales nytårsstævne i weekenden, hvor han var forbi til partilederdebat, da Ekstra Bladets journalister spurgte til, hvor han nu stod på spørgsmålet om at få de danske børn hjem.

- Min position er jo uændret. Men regeringens linje er også uændret, indtil den eventuelt måtte blive justeret, lød svaret fra Løkke.

Til det spurgte Ekstra Bladet, om Løkke havde i sinde at gå ud af regeringen, hvis børnene ikke kommer hjem.

- Nej. Vi er jo gået ind i en regering for at være i en regering.

Han understregede, at selvom regeringspartierne Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne havde haft lang tid til at forhandle en ny regering på plads, så var de ikke nået omkring punktet med syriensbørnene, og at regeringen endnu ikke havde haft mulighed for at diskutere det endnu.

Ligesom han i dag siger sådan her:

- Mine svar kan ikke blive anderledes for nærværende. Jeg repræsenterer regeringen, fordi jeg er udenrigsminister, og jeg kan ikke have nogen anden position end regeringens position. Og regeringen har ingen position.