Fogh: Glad for tyrkisk melding

- men det er ikke en kommentar til den aktuelle proces i NATO, understreger statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Den tyrkiske præsident Güls ros til Anders Fogh Rasmussen og understregning af, at Tyrkiet ikke blokerer for Foghs eventuelle NATO-kandidatur var stadig frisk, da statsministeren løb i armene på det meste af Christiansborgs pressekorps efter et samråd i Europaudvalget.

- Jeg er da selvfølgelig glad for den udtalelse, der er kommet fra Tyrkiets præsident, og jeg kan da også sige, at jeg altid har haft det allerbedste forhold til Tyrkiet og Tyrkiets politiske ledelse.

Men det siger jeg fuldstændig uden at kommentere den proces, der er i gang i NATO, sagde Anders Fogh Rasmussen efter at han først flere gange i træk havde afslået at sige noget om sin mulige kandidatur.

- Der er ingen kandidater på bordet, jeg forventer beslutningen bliver truffet på topmødet, gav statsministeren flere gange udtryk for.

- Indtil da har jeg ingen kommentarer.