Fogh til Løkke: Sig nej til russisk gasrørledning

INTERVIEW: Den tidligere statsminister mener, at regeringen skal afvise det russiske ønske om at lægge en gasrørledning gennem dansk farvand.

Anders Fogh Rasmussen mener, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bør sige nej til en russisk gasrørledning gennem dansk farvand. Uanset hvad EU siger.

Budskabet til den danske regering fra Anders Fogh Rasmussen er klokkeklart, når det kommer til spørgsmålet om, hvorvidt det russisk-ejede selskab Nord Stream 2 skal have lov til at føre en gasrørledning af samme navn igennem dansk farvand.

- Det ville være det glade vanvid at sige ja til Nord Stream 2, når man har sanktioner overfor russerne, siger han.

Den tidligere danske statsminister og nuværende rådgiver for den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, reagerer på nyheden om, at selskabet Nord Stream 2 inden for en uge sender en ansøgning til Danmark.

Ansøgningen betyder, at regeringen skal sige enten ja eller nej til et ønske fra selskabet, der er ejet 100 procent af det statsejede russiske gasselskab Gazprom, der vil have lov at føre en gasrørledning gennem dansk farvand - tæt forbi Bornholm.

Fogh: Uanset hvad skal Danmark sige nej

Indtil videre har regeringen, når forskellige ministre er blevet spurgt ind til Nord Stream 2, henvist til, at de vil have EU til at tage stilling til spørgsmålet.

Men nu, få dage før ansøgningen fra den russiske gasgigant lander i Danmark, har EU endnu ikke meldt officielt ud.

Anders Fogh Rasmussen mener, at det vil være bedst, hvis EU giver Danmark rygdækning ved at sige nej på hele EU’s vegne.

- Det er klart, at Danmark må arbejde for, at der kommer en fælles EU-linje her. Men det er også mit synspunkt, at hvis det skulle mislykkes, så må Danmark selv sige nej, siger han.

Nord Stream 2 er 100 procent ejet af Gazprom, men det schweiziske datterselskab, der deler navn med rørledningen, har flere store partnere i blandt andet Tyskland og Holland.

Derfor er der splittelse internt i EU om, hvorvidt man skal blokere for russernes ønske eller ej.

Desuden vil det næppe gavne forholdet til Rusland, hvis den danske stat siger nej til det 60 milliarder kroner dyre projekt, der gør det muligt for Rusland at eksportere endnu mere gas til EU's marked.

Men de kampe må Danmark tage, når vi står i en situation, hvor forholdet til Rusland er så dårligt - også selv om vi risikerer at stå alene, siger Anders Fogh Rasmussen:

- Selv om der bliver en pris at betale, så må man betale den. For der skal også være troværdighed om det, vi står for. Så længe vi har sanktioner over for russerne, kan vi ikke godkende Nord Stream 2, siger Anders Fogh Rasmussen.

Nord Stream 2 skal gøre det muligt at transportere 55 milliarder kubikmeter naturgas ekstra til Tyskland om året.

Solidaritet med de østeuropæiske lande

Som rådgiver for den ukrainske præsident ved Anders Fogh Rasmussen, hvad der er på spil ikke bare for Ukraine, men ifølge Fogh også for en række andre østeuropæiske lande.

Ukrainerne frygter, at hvis Rusland gennem Nord Stream 2 kan sende endnu mere naturgas til det store EU-marked, så vil de ikke bruge gasrørledningen, der går gennem Ukraine.

Det kan betyde mistede indtægter for omkring 10-15 milliarder kroner om året for Ukraine, påpeger Anders Fogh Rasmussen.

- Vi har behov for at vise solidaritet overfor de østeuropæiske lande. Det er jo ikke bare Ukraine. Det er mange af vores østlige partnere, der har udtrykt sig dybt skeptisk om planerne, siger han.

Foruden Ukraine er blandt andre EU-medlemslandene Polen og Slovakiet store modstandere af Nord Stream 2.

I selskabet Nord Stream 2 afviser man pure over for DR Nyheder, at gasrørledningen vil betyde, at man vil droppe gasrørledningen gennem Ukraine, ligesom man påpeger, at det er et rent kommercielt foretagende.

Rusland er nemlig også afhængige af gasrørledningen i Ukraine, fordi de ønsker at sælge så meget gas til Europa som muligt.

Men den køber Anders Fogh Rasmussen ikke. Der er flere beviser på det modsatte, mener han.

Billedet af Rusland har forandret sig markant

Tilbage i nullerne, mens Anders Fogh Rasmussen var statsminister i Danmark, udlevede Gazprom planerne om den første gasrørledning, der går fra Rusland til Nordtyskland gennem Østersøen – tæt forbi Bornholm.

Den første gasrørledning hedder blot Nord Stream, og 2'eren, der altså er på tegnebrættet nu, skal føres ad stort set samme rute, hvis den bliver godkendt.

Foruden et dansk ja kræver det også et ja fra Rusland, Sverige, Finland og Tyskland.

Men med situationen i Ukraine har billedet af Rusland forandret sig markant, siger Anders Fogh Rasmussen.

Det er hele baggrunden for, at han appellerer til, at statsminister Lars Løkke Rasmussen og den danske regering siger nej til russerne.

- Vi troede jo, at russerne var partnere. Men siden dengang er situationen i Europa jo drastisk ændret. Og nu kan vi jo se, at det er de ikke. De er vores modstandere, siger Anders Fogh Rasmussen.

Hvis hverken den danske stat eller EU beslutter sig for at sige nej, afhænger det af, om ansøgningen kan godkendes. Ansøgningen sendes til Energistyrelsen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter