Fogh vil ikke kommentere CIA-fly

Statsministeren vil ikke kommentere rapport om CIA-fly til Europarådets Parlamentariske Forsamling. Han fastholder, at regeringen ikke har kendt til fly.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fastholder, at regeringen ikke har kendt til, at CIA-fly har overfløjet Danmark. (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Regeringen kender ikke til CIA-fly, som angiveligt har fløjet mistænkte til afhøring i europæiske lande.

Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i dag ved sit ugentlige pressemøde.

Han har ikke set en rapport om CIA-fly til Europarådets Parlamentariske Forsamling. Rapporten er udformet af rådets særlige efterforsker Dick Martin, som finder det "usandsynligt", at europæiske regeringer ikke har kendt til sagen.

- Jeg kender ikke den pågældende rapport. Så alene af den grund har jeg ikke nogen kommentarer til den, sagde statsministeren.

Han fastholdt, at regeringen ikke har kendt til, at CIA-fly angiveligt har overfløjet Danmark og andre europæiske landes luftrum.

Facebook
Twitter