Folkeafstemning om retsforbeholdet til december

Danskerne skal 3. december til folkeafstemning om at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning, meddeler statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Den 3. december skal danskerne endnu en gang i stemmeboksen. (© DR Nyheder)

Det bliver 3. december, at at Danmark ved en folkeafstemning skal beslutte, om vi skal erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning.

Det oplyser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et pressemøde.

- Jeg er glad for, at partierne har bekræftet den aftale, vi har med hinanden. Det er altafgørende, at vi ikke glider ud af Europol-samarbejdet. Det er dog vigtigt, at vi fortsat selv beslutter vores asyl- og flygtningepolitik, siger Lars Løkke Rasmussen (V).

Der er i alt fem partier i Folketinget, der anbefaler et ja til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning: Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Radikale og SF.

Alternativet anbefaler som det sjette parti også et ja ved folkeafstemningen, men partiet mener, at retsforbeholdet skal afskaffes helt, så Danmark også kan samarbejde med resten af Europa om asylregler og flygtningestrømme.

På nej-siden finder man Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance – samt Folkebevægelsen mod EU, som er repræsenteret i Europaparlamentet med et enkelt mandat.

Løkke: Vi får ikke fælles udlændingepolitik

Hvis ja-siden vinder en kommende afstemning, så vil Danmark tiltræde 22 europæiske retsakter, mens vi vil undlade at tilvælge 10 retsakter - blandt andet dem, der vedrører europæisk asyl- og udlændingepolitik.

Det understreger Lars Løkke Rasmussen også på dagens pressemøde.

- Aftalen muliggør ikke, at vi går med i EUs fælles udlændingepolitik. Det står klippefast, siger statsministeren.

Du kan læse mere om de akter, vi automatisk vil tiltræde, hvis det ender med et ja ved folkeafstemningen, på Statsministeriets hjemmeside.

Frederiksen: Afgørende at vi er med i Europol

Tilvalgsordningen vil efterfølgende betyde, at politikerne fra sag til sag kan tage stilling til, om Danmark skal nikke ja til ny EU-lovgivning på retsområdet. Heriblandt Europol-samarbejdet.

Netop Europol-samarbejdet er afgørende for at sikre de bedste arbejdsbetingelser for dansk politi, mener Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen.

- Vi har et dygtigt dansk politi, men forudsætningen for, at vi kan bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet som børneporno og menneskehandel er, at vi fortsat er med i Europol-samarbejdet, siger hun.

Facebook
Twitter