Forbehold gav ifølge Ellemann problemer for træningsmission: Men Danmark har trænet soldater i Ukraine siden 2016

EU's planlagte træningsmission i Ukraine svarede ifølge ekspert til en igangværende mission med Nato-lande.

Jakob Ellemann-Jensen stod side om side med statsminister Mette Frederiksen på pressemødet, hvor den kommende folkeafstemning blev meldt ud. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

Forsvarsforbeholdet kunne stå i vejen for dansk deltagelse i en EU-træningsmission for ukrainske soldater.

Sådan lød det fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, da han den 6. marts blev spurgt til, hvorvidt forsvarsforbeholdet havde haft konsekvenser for den indsats, Danmark gerne ville bidrage med i forhold til Ukraine.

- Så sent som her for et par uger siden ønskede man fra europæisk side at have en træningsmission i Ukraine – hvor det er usikkert, om Danmark overhovedet kan deltage. Derfor så står vi udenfor. Det har vi ikke en interesse i, sagde Jakob Ellemann-Jensen i et interview med DR Nyheder.

Før Ruslands invasion af Ukraine var der drøftelserEU-plan om en mulig etablering af en militær træningsmission for ukrainske soldater. Den er endnu ikke vedtaget, og Udenrigsministeriet oplyser til DR, at en eventuel dansk deltagelse vil afhænge af den nærmere udformning af indsatsen.

Den 6. marts var dagen, hvor fem partier indgik det, de kaldte for et nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik. Som en del af aftalen skal det danske EU-forsvarsforbehold til afstemning den 1. juni.

Da de fem partiledere præsenterede aftalen på et pressemøde i Statsministeriet hev Ellemann igen træningsmissionen frem som et eksempel på, hvordan forsvarsforbeholdet stod i vejen, når det gjaldt støtten til Ukraine.

- Helt ærligt, det synes jeg er ærgerligt, det synes jeg er en skam, sagde han.

Se Jakob Ellemann-Jensens indlæg på pressemødet her:

Deltaget i mission med Nato-lande i flere år

Hvad Jakob Ellemann-Jensen ikke nævnte var, at Danmark siden 2016 har trænet ukrainske soldater i samarbejde med andre Nato-lande.

Det er sket gennem den britisk ledede 'Operation Orbital'.

Her ses udsendte fra Forsvaret træne ukrainske soldater sidste år.

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, siger, at de to missioner stort set er ens.

- Det, som EU ville have gået ind og gjort, er noget, som Danmark allerede bidrager til. Det er ikke fordi, Danmark i forvejen ikke yder sådan en indsats i Ukraine, siger Peter Viggo Jakobsen.

Ifølge forsvarseksperten er det et billede på, at Danmark ofte deltager i tilsvarende missioner som EU. Det sker bare på en anden måde på grund af forsvarsforbeholdet.

- Det viser, at Danmark har forsøgt at kompensere for den manglende mulighed for at deltage i EU-operationer ved at deltage i andre operationer udført af andre operatører. Det kunne være FN, det kunne være Nato, eller det kunne være koalitioner af villige, hvor der er en gruppe lande, der går sammen om at løse et konkrete problem, forklarer han.

Danmark har også et samarbejde med Canada i 'Operation Unifier', der træner ukrainsk militærpoliti.

V: Handler om muligheder i fremtiden

Jakob Ellemann-Jensen afviser at stille op til interview og svare på, hvorfor det er problematisk, at Danmark ikke kan deltage i en EU-mission, når der findes en tilsvarende mission med Nato-lande.

Han henviser til EU-ordfører Kim Valentin.

Hvorfor er det nødvendigt at trække et eksempel frem, som ikke er blevet til noget, når vi rent faktisk i seks år netop har støttet Ukraines forsvar?

- Jamen, jeg synes, det er et godt eksempel på, hvordan vi som parti gerne vil give danskerne mulighed for at være med i de missioner, som EU vil foretage over de kommende år. Det handler jo om muligheder, og de muligheder har vi ikke i dag, siger Kim Valentin.

Men hvad er det for nogle muligheder, vi går glip af, når vi har bidraget til samme type mission samme sted?

- Det er jo rigtigt, at Nato også fortsat vil være rygrad i alt, hvad vi laver – det synes vi også i Venstre, er supervigtigt. Men EU er jo det supplement, vi skal have. Og der handler det om at give danskerne muligheden for at være med i de missioner. Det kan jo godt ske, at det bliver en EU-mission og ikke en Nato-mission, og så vil det være en god mulighed for danskerne at være med der, siger Kim Valentin.

Men er det det rigtige eksempel at trække frem, når vi har bidraget i seks år?

- Jamen, nu er den mission jo netop ikke blevet til noget endnu. Det skal bare være sådan, at vi skal have mulighed for at være med. Og det kan vi ikke i øjeblikket, hvis det er i nogle bestemte sammenhænge, siger Kim Valentin.