Folkelig modstand fældede betalingsringen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt siger, at den tiltagende modstand fik hende til at skære igennem og droppe betalingsringen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt. (© DR)

Det var den massive folkelig modstand mod betalingsringen, som til sidst fik statsminister Helle Thorning-Schmidt til at skære igennem og droppe hele projektet, som eller var en hjørnesten i regeringsgrundlaget.

- Det, der slog hovedet på sømmet, var, at dem, der bruger den kollektive trafik, også pludselig var imod betalingsringen, selv om det var dem, som ville få gavn af den, siger Helle Thorning-Schmidt til DR Nyheder.

- Det gjorde det klart for mig, at det ikke bare var bilisterne og omegnskommunnerne, men også en rigtig bred kreds af befolkningen, der ikke syntes, at det er en god idé, siger Helle Thorning-Schmidt.

Det var tidspunktet at sige stop

Statsministeren beklager, at jo mere folk har fået kendskab til betalingsringen, jo mindre har de brudt sig om den.

- Derfor synes jeg, at det var tidspunktet at sige stop. Hvis de mennesker, vi skulle løse et problem for, ikke bryder sig om den løsning, så skal jeg som statsminister skære igennem og stoppe betalingsringen, siger Helle Thorning-Schmidt.

- Jeg ville have været en dårlig statsminister, hvis jeg ikke havde opfanget signalet og så truffet en beslutning, siger den socialdemokratiske regeringsleder.

Hun fastholder, at regeringen godt kunne have gennemført betalingsringen, fordi den har flertal. Men det er vigtigt i politik at lytte, og debatten viste, at stort set ingen brød sig om betalingsringen.

Facebook
Twitter