Folkeskoletest stærkt forsinket

De nationale test af eleverne i folkeskolen, som blev aftalt i folkeskoleforliget i 2005, er stærkt forsinket. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kritiserer undervisningsministeren.

De nationale test skal fortælle læreren, på hvilket niveau, hver enkelt elev befinder sig. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall © DR)

Tilbage ved folkeskoleforliget i 2005 aftalte partierne, at der skal indføres nationale test af eleverne. Her i 2009 er testen ikke indført endnu. Det får Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti til at kritisere undervisningsminister Bertel Haarder.

- Vi kan konstatere, at ministeren har så lidt styr på de nationale test, at de nu skal

udskydes
endnu en gang, siger Socialdemokratiets uddannelsesordfører Christine Antorini til Ritzaus Bureau.

Hun har derfor bedt Bertel Haarder om at indkalde partierne til et møde om sagen.

Dansk Folkepartis ordfører Martin Henriksen kalder sagen noget rigtigt rod.

- Det er utilfredsstillende, at noget vi har aftalt, tager så lang tid at træde i kraft, siger Martin Henriksen.

Vanskelig opgave

De nationale test gennemføres på computer. Svarer eleven rigtigt på et spørgsmål, bliver det næste spørgsmål sværere. Svarer eleven forkert, bliver næste spørgsmål lettere.

Det betyder, at det er en vanskelig opgave at lave de enkelte test forklarer Mette Christensen fra rådgivningsfirmaet Cowi, som har opgaven med at udvikle testen.

- Det er første gang, at man har lavet test af denne type. Det skal være meget fleksibelt, for at vi får de rigtige resultater. Vi må konstatere, at projektet kræver noget mere udvikling, end nogen havde regnet med, siger Mette Christensen.

Kvaliteten skal være i top

Og det er netop derfor, at det har trukket ud med at sætte de nationale test i gang, siger undervisningsminister Bertel Haarder.

- Jeg har stillet nogle meget høje kvalitetskrav til disse test. Jeg ønsker, at alle fagfolk skal anerkende kvaliteten. Derfor vil jeg hellere fortsætte med at udvikle, fremfor at vi gør noget

obligatorisk
, som ikke lever op til kravene, siger Bertel Haarder.

Det er nu målet, at testene kan indføres i 2010, men om målet nås vil ingen garantere.

Facebook
Twitter