Folketinget giver Skat skarp kritik i sag om skattely for 300 danskere

Bred politisk kritik af Skat i den såkaldte skattely-sag, står der i beretning afgivet af Skatteudvalget.

Skattely-sagen drejer sig om, at Skatteministeriet i 2010 blev tilbudt oplysninger om flere end 300 danske skattely i Schweiz, men undlod at reagere på dem. (Foto: Jens Nørgaard Larsen (arkiv) © Scanpix)

Der er onsdag udtalt kritik af Skat i den såkaldte Skattely-sag, viser beretning afgivet af Skatteudvalget.

Skattely-sagen drejer sig om, at Skatteministeriet i 2010 blev tilbudt oplysninger om flere end 300 danske skattely i Schweiz, men undlod at reagere på dem.

- Et flertal i udvalget (V, S, R og K) konstaterer, at kampen mod skattely har været en prioriteret indsats igennem en lang årrække.

- Flertallet mener, at det er uacceptabelt, når borgere og virksomheder unddrager sig at betale den skat, som Folketinget har vedtaget, står der i beretningen.

Har tilsidesat politisk aftale

Skat gjorde intet for at undersøge, om det store materiale rummede oplysninger om formuer, som danskere havde gemt af vejen for Skat.

Det har en redegørelse fra Skat af sagen til skatteminister Benny Engelbrecht (S) tidligere vist.

- Danmark har gennem en lang årrække indtaget en meget aktiv rolle i kampen mod skattely.

Flertallet finder det derfor kritisabelt, at det nu må konstateres, at Skat ved en fejl har tilsidesat den politiske aftale fra 2010 ved ikke som forudsat i den politiske aftale at have forelagt skatteministeren en sag om køb af bankoplysninger fra 2013.

- Når Folketinget indgår aftaler, må det forventes, at Folketingets beslutninger respekteres. På baggrund heraf finder udvalget således anledning til at kritisere Skat for ikke at følge op på den politiske aftale fra 2010, står der i beretningen.

/ritzau/

FacebookTwitter