Folketinget godkender Dong-salg til Goldman Sachs

Folketingets Finansudvalg har netop godkendt salget af Dong-aktier.

Steen Gade ankommer til møde i Finansudvalget om salget af Dong-aktier. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Så er det en realitet:

19 procent af aktierne i Dong bliver solgt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Folketingets Finansudvalg har netop godkendt aktstykke 37 trods modstand fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

SF stemte ja til salget, selvom partiet i dag trådte ud af regeringen efter balladen om netop Dong og salget af aktier til Goldman Sachs.

- Jeg ville ikke kunne gøre det modsatte

Ny finansordfører i SF, Steen Gade, sagde inden afstemningen i Finansudvalget, at han havde modtaget et "fuldtonet ja" i SF's folketingsgruppe til at godkende aftalen.

- Jeg ville ikke kunne have gjort det modsatte. Jeg har selv været med til at stille forslaget, og jeg har så meget rygrad, at jeg ikke kunne gøre andet, siger Steen Gade efter afstemningen.

- Men det er da ikke den letteste dag i mit liv. Det er den mest voldsomme krise i løbet af kort tid, som jeg har været med til, siger han.

Men han ryster ikke på hånden over at sige ja til at sælge Dong-aktier til Goldman Sachs, som ellers har skabt stor uro i SF's folketingsgruppe og partiets bagland.

- Den her sag er ikke den svære, og SF's krise er heller ikke udløst af substansen. Men der er mange, der har ment, at det var dråben, siger Steen Gade.

Dansk Folkeparti forsøgte at få udskudt afstemning

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, forsøgte inden afstemningen at få udskudt beslutningen, men uden held.

Han mener fortsat, at der er flere ting, som er uafklarede i forbindelse med salget af Dong-aktier til Goldman Sachs.

- Vi har en aftale i Finansudvalget om, at vi kunne stille en række spøgsmål, hvor vi så ville få nogle fortrolige svar. Det er de svar, vi ikke har fået, sagde Kristian Thulesen Dahl inden afstemningen.

- Det mindste, man kan forlange, er, at regeringen svarer på de spørgsmål, vi har stillet, sagde han.

Enhedslisten: Sagen er ikke slut

Enhedslistens Frank Aaen er enig.

- Det er en meget uansvarlig måde at køre tingene igennem på, siger Frank Aaen.

Han mener ikke, at sagen er slut, selvom Finansudvalget nu har godkendt salget til Goldman Sachs.

- Vi stiller flere spørgsmål, for vi har ikke fået ordentlige svar, siger han.

Corydon: En god dag for Dong

Finansminister Bjarne Corydon (S) er til gengæld godt tilfreds med salget af Dong-aktierne til Goldman Sachs.

- Det er godt, at Dong nu har fast grund under fødderne. Folketinget har i dag sikret, at en af vores største virksomheder herhjemme kan investere massivt i stedet for at skære ned, siger han i en pressemeddelelse.

Salget af Dong-aktierne blev vedtaget med stemmer fra regeringen, SF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance.

Facebook
Twitter