Folketinget har vedtaget vidtgående hastelov mod corona

En række af regeringens oprindelige forslag er blevet justeret.

Folketinget under hastebehandlingen af den lovpakke, der skal muliggøre regeringsindgreb mod udbredelse af smitte med coronavirus.

Folketingets partier har netop vedtaget en vidtgående hastelov, som giver regeringen flere beføjelser i situationen med coronavirus.

Samtlige partier stemte for loven, der er blevet hastebehandlet.

- Nu kan vi komme i gang med de ting her, som vores eksperter siger, at vi skal i gang med, og som hele Europa nu også er i gang med. Derfor stor tak til hele Folketinget, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Jeg blev helt rørt, da jeg så hele Folketinget rejste sig og stemte for det her. Det er tid til at lægge partipolitik til side og være sammen om at gøre det, der skal til for at bringe Danmark sikkert igennem den her situation.

Magnus Heunicke fortæller, at Sundheds- og Ældreministeriet nu går i gang med at udmønte hasteloven, og at nye bekendtgørelser vil træde i kraft efter weekenden.

'Alvorstung dag'

Oprindeligt lagde regeringen op til, at myndighederne kunne trænge ind i private hjem uden en retskendelse ved mistanke om coronasmitte og Covid-19.

Den del er nu ændret, så myndighederne skal have en dommerkendelse, før de kan gribe ind.

- Det er jo en meget indgribende lov, og det har været en alvorstung dag, hvor vi har skullet træffe nogle svære beslutninger, fordi landet står i en alvorlig situation, som jo også har kaldt på nogle ganske drastiske beslutninger, siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.

- Noget af det, som vi er gået op i, har været en højere grad af retssikkerhed end det, der var i regeringens udspil til start.

Også hos SF glæder man sig over, at myndighederne ikke længere kan gribe ind i folks private hjem uden en dommerkendelse.

Det skriver SF's retsordfører Karina Lorentzen på Twitter.

"Det er en lille sejr for retssikkerheden og ikke så dårligt."

Ting i skuffen

På trods af en række justeringer, er der fortsat tale om en meget vidtgående lov.

Det vedkender sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke da også. Det er dog nødvendigt, fordi der er tale om en helt usædvanlig situation.

- Og så handler det også om, at vi nu har nogle ting i skuffen, hvis virus udvikler sig og epidemien udvikler sig til det værst tænkelige scenarie, så vi vil kunne gribe hurtigt ind og gøre nogle af de ting, som man nogle steder i verden har været for langsomme om at gøre, siger han.

- De steder, hvor man har kunnet bremse det, man ikke brugt måneder på at diskutere - der har man handlet hurtigt. De steder, hvor det er gået galt, er netop fordi man først har brugt måneder at opdage, at det sker, og derefter på noget, der er for ineffektivt og for lidt.

Hasteloven er vedtaget med en såkaldt solnedgangsklausul, der betyder, at den automatisk bortfalder senest til marts næste år. Det er en klausul Folketinget bruger, når der er tale om midlertidig lovgivning, der sætter normale retsgarantier ud af kraft. Til november vil Folketinget dog begynde på en revision.

Derudover vil der løbende være politisk opfølgning i Folketingets sundhedsudvalg.

- Det er afgørende, at vi ikke vedtager vidtgående lovgivning uden at følge op på, hvilke konsekvenser den har for borgerne. Derfor er vi særdeles tilfredse med, at vi har fået indføjet en revision af loven i november 2020, samt at der bliver en politisk følgegruppe der nøje følger udmøntningen af loven, udtaler Enhedslistens Sundhedsordfører Peder Hvelplund.

DF: Hellere skyde lidt over mål

    I Dansk Folkeparti bakker formand Kristian Thulesen-Dahl også op om de vidtgående indgreb.

    - Vi skal vise danskerne, at vi tager alle nødvendige skridt. Som vi har sagt hele vejen igennem, så er det bedre, at vi skyder lidt over mål nu, end at vi om nogle måneder ser tilbage og tænker, at vi burde have gjort mere tidligere, siger han.

    - De kommende dage skal vi tage nye initiativer for at sikre danskerne. Der kommer vi også til fra Dansk Folkepartis at foreslå nogle yderligere ting i forhold til at beskytte danskerne.

    Står det til Kristian Thulesen-Dahl og Dansk Folkeparti skal der blandt andet indføres en kontrol ved grænserne, hvor indrejserne tjekkes for symptomer på smitte med coronavirus og sygdommen Covid-19 - eksempelvis i form af feberkontrol. Derudover vil partiet også indføre en periode med stop for modtagelse af asylansøgere.

    Stemte for ved at rejse sig

    Kampen mod at begrænse spredningen af coronavirus prægede også selve afstemningen i Folketingssalen.

    Kun 95 ud af de i alt 179 medlemmer af Folketinget deltog. Og derudover foregik afstemningen ved at folketingsmedlemmerne rejste sig i stedet som normalt at trykke på en knap.

    Antallet af bekræftet smittede i Danmark er torsdag steget til 674 personer.

    Det hastigt voksende tal har ført til hasteloven, der er midlertidig og gælder frem til 1. marts 2021.