Folketinget ophæver Morten Messerschmidts immunitet igen

Morten Messerschmidt kan nu igen stilles for retten, hvor han er tiltalt for misbrug af EU-midler og dokumentfalsk.

Vejen er nu banet for, at sagen mod Morten Messerschmidt igen kan køre ved retten. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Folketinget har i dag ophævet DF-formand Morten Messerschmidts immunitet, så han kan blive stillet for retten tiltalt for misbrug af EU-midler og dokumentfalsk.

Det var et helt enigt Folketing, der ophævede immuniteten.

Folketingsmedlemmer har immunitet – det står i grundloven – så de ikke kan retsforfølges. Men resten af Folketinget kan vælge at ophæve et medlems immunitet, så en retssag alligevel kan føres mod vedkommende.

Retssagen skulle allerede have været gået i gang, men det blev udskudt på grund af folketingsvalget. Nu er vejen så banet for, at den kan gå i gang.

Dansk Folkepartis Peter Kofod opfordrede selv fra Folketingets talerstol de andre medlemmer til at ophæve Messerschmidts immunitet.

- Der er næppe mange, der glæder sig så meget til det som os i Dansk Folkeparti.

- For det bliver godt at få sagen, kendt som Meld-Feld-sagen, afklaret og afsluttet. Derfor stemmer vi selvfølgelig også ja i dag til at ophæve hr. Morten Messerschmidts immunitet, lød det fra talerstolen.

Morten Messerschmidt selv var sågar også til stede i Folketingssalen for at stemme for ophævelsen, på trods af at der samtidig var et temamøde i gang på Marienborg i forbindelse med regeringsforhandlingerne.

Messerschmidt sad selv i Folketingssalen under afstemningen. (Foto: © Emil Helms, Ritzau Scanpix)

Morten Messerschmidt har tidligere fået ophævet sin immunitet i forbindelse med sagen.

I april sidste år ophævede et enigt Folketing nemlig hans immunitet, så sagen kunne køre ved retten i Lyngby.

Her blev Messerschmidt i første omgang dømt for svindel med EU-støtte for 98.835 kroner og dokumentfalsk og fik en betinget fængselsdom på seks måneders fængsel.

Sagen drejer sig om, at Morten Messerschmidt fik støtte fra EU til en konference for det europæiske parti Meld, som ifølge retten i stedet blev brugt på et sommergruppemøde i Dansk Folkeparti i 2015.

Sagen skal gå om

Kort efter kunne Ekstra Bladet afsløre, at dommeren i sagen havde ’liket’ et Facebook-opslag, som tidligere justitsminister for Venstre Søren Pind havde skrevet om manglende ære i politik, hvor han opremsede en række politikere, der ikke bliver ”straffet” for deres ugerninger.

I den opremsning nævnte han også, at Morten Messerschmidt kunne fortsætte som næstformand i Dansk Folkeparti trods fængselsdom. Dommeren slettede sit like, som han forklarede som en opbakning til ”opslagets generelle budskab”.

I december sidste år besluttede Østre Landsret så, at sagen skulle gå om, da dommeren kunne være inhabil. Derfor skal sagen nu for retten igen.

Men da der i mellemtiden har været et folketingsvalg, hvor Morten Messerschmidt er blevet genvalgt, skulle hans immunitet ophæves igen af det nye Folketing.

Sådan her indledte DF's Peter Kofod sin tale i Folketinget, da han opfordrede resten af Folketinget til at ophæve Morten Messerschmidts immunitet:

Messerschmidt langer ud

Efter afstemningen i Folketingssalen var Morten Messerschmidt ude med riven efter flere af sine nu tidligere partifæller i Dansk Folkeparti.

For flere daværende DF'ere vidnede i sagen, da den senest kørte ved Retten i Lyngby.

Blandt andre Kristian Thulesen Dahl, der i dag ikke længere er en del af dansk politik, og Peter Skaarup, der nu sidder i folketinget for Danmarksdemokraterne.

Sidstnævnte sagde i retten at han "ikke havde en Meld-konference på tapetet de tre dage," hvor DF's sommergruppemøde fandt sted.

- Nogle af dem, der dengang talte usandt i retten, har valgt at forlade Dansk Folkeparti i dag, og det vil måske blive lidt klarere, hvad deres motiv var dengang.

- Mon ikke det gør, at folk husker lidt klarere nu. Nu er hele den interne rivalisering i Dansk Folkeparti lagt bag os. Så kan det være, det gør det lidt lettere for folk at huske, lød det fra DF-formanden, der dog ikke satte navn på, hvilke tidligere partifæller, han mente.

Han føler sig samtidig sikker på, at han bliver frikendt, når sagen igen skal køre.

- For der blev afviklet et EU-seminar som led i sommergruppemødet, og det kommer vi til at bevise, lød det.

Kan du fortsætte som formand for Dansk Folkeparti, hvis du bliver dømt?

- Jeg bliver ikke dømt, så det er et helt tåbeligt spørgsmål.

Hvem skal være formand, hvis du bliver dømt?

- Jeg tror, det er mere sandsynligt, jeg bliver ansat som generaldirektør i Danmarks Radio, hvorefter man så skal finde en ny formand. Hvis det sker, så klarer hovedbestyrelsen det, sagde Morten Messerschmidt.

Retssagen mod Morten Messerschmidt begynder på torsdag.