Folketinget stemmer om Danmarkshistoriens første borgerforslag

Over 53.000 har stemt for at afskaffe begrænsning af dobbeltuddannelse, men det vil Christiansborg afvise.

- Vi håber, at politikerne vil anerkende, at de også kan blive klogere, lyder det fra Sana Mahin Doost, der står i spidsen for Danske Studerendes Fællesråd. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der skrives danmarkshistorie, når det første borgerforslag førstebehandles i Folketingssalen fredag. Det blev fremsat for 56 dage siden, og det tog knap to uger at opnå de 50.000 stemmer, der kræves.

Men på forhånd har et flertal tilkendegivet, at de vil stemme nej til forslaget om at afskaffe uddannelsesloftet, også kaldet begrænsning af dobbeltuddannelse.

Det skuffer Sana Mahin Doost, der står i spidsen for Danske Studerendes Fællesråd.

- Jeg ser frem til at høre, hvad politikerne har at sige. Jeg håber, det har vakt opsigt, og at politikerne tager det til efterretning, at 50.000 ser det her som en folkelig sag, siger hun

Både regeringspartiet Venstre samt støttepartiet Dansk Folkeparti og oppositionspartiet Socialdemokratiet har tilkendegivet, at de stemmer det ned.

Det er elev- og studenterbevægelsen, der står bag forslaget, som ikke har anvist, hvor pengene til at afskaffe forslaget skal findes.

Marcherer i København

De studerende vil marchere fra Rundetårn i indre København mod Christiansborg, hvor de fredag demonstrerer, mens politikerne behandler forslaget.

- Formålet med uddannelse er, at man kan nå til ny erkendelse og blive klogere, og vi håber, at politikerne vil anerkende, at de også kan blive klogere, siger Sana Mahin Doost.

Et flertal besluttede i 2016, at man som udgangspunkt ikke skal kunne tage mere end en videregående uddannelse på samme eller lavere niveau.

Loftet blev indført for at skaffe cirka 300 millioner kroner, som skulle bruges til at reparere på dagpengesystemet.

Forslagsstillerne kalder det en formsag at finde pengene og mener, at de kan tages fra råderummet, som groft sagt er det offentliges overskud de kommende år.

Borgerforslag er en helt ny mulighed, Folketinget har åbnet for.

Her kan almindelige borgere pålægge Folketinget at tage en sag op ved at samle mindst 50.000 underskrifter. Men de kan ikke være sikre på, om Folketinget så også vedtager deres forslag.

53.774 borgere har stemt for at afskaffe begrænsning af dobbeltuddannelse.

/ritzau/

FEM BORGERFORSLAG

  • På hjemmesiden borgerforslag.dk er der i skrivende stund 83 forslag. Her er fem eksempler:

  • Alle offentlige køkkener skal som en fast valgmulighed tilbyde et plantebaseret måltid, som er mættende og nærende.

  • Råstofudvinding i Øresund forbydes, herunder udvinding af sand, grus, ral og sten samt fyldesand.

  • Lægekonsulenter, betalt af kommuner, som bruges i sagsbehandling i kommunerne, skal afskaffes.

  • Afskaf karaktererne i folkeskolen, gymnasiale uddannelser og andre uddanelsesinstitutioner.

  • Genindfør en paragraf i indfødsretsloven, der giver unge mennesker uden dansk statsborgerskab, der er født og opvokset i Danmark, og som opfylder en række betingelser, mulighed for at opnå dansk statsborgerskab.