Der er dårligt nyt til festivalgængere med hang til normalitet, camping og tusindvis af mennesker på få kvadratmeter.
En ekspertgruppe anbefaler nemlig, at sommerens festivaler ikke gennemføres som normalt. Sådan lyder det i en rapport med anbefalinger, som netop er blevet offentliggjort.
"Der vil således kunne være konkrete arrangementer, som må planlægges på en anden måde end vanligt, for at kunne opfylde kriterierne mv. i ordningerne – idet de pågældende arrangementer ellers vil skulle følge det gældende forsamlingsforbud," hedder det i rapporten.
"Eksempelvis vil der ikke kunne afholdes arrangementer med overnatning, herunder større festivaler og sportsstævner. På samme måde kan de store markeder ikke afholdes, som man kender dem i dag," lyder det videre i rapporten.
Samtidig anbefaler eksperterne, at der højst kan deltage 10.000 gæster, når vi er nået til den sidste fase af restriktionerne.
Alle deltagere skal have et coronapas og der skal laves sektioner med højst 2.000 personer i hver. Overnatning på camping er ikke tilladt og festivalerne skal lave en sundhedsplan.
Værd at bemærke er, at anbefalingerne herover er til den såkaldte fase 2. Før det, er det planen, at man kan afholde arrangementer med noget færre deltagere end overstående antal.
Overgangen til fase 2 bør ifølge eksperterne "påbegyndes, når alle, når alle borgere over 50 år, der ønsker det, er vaccineret første gang".
Ekspertgruppen foreslår samlet syv konkrete ordninger for afholdelse af større arrangementer og forsamlinger, der er opdelt i to faser.
Markeder og indendørs koncerter kan afholdes
Statens Serum Institut vurderer, at risikoen i den sidste fase og med 10.000 deltagere på en udendørs festival, er "middel til høj," fremgår det af rapporten.
Det er ikke kun sommerens udendørs festivalarrangører, der læser anbefalingerne her til eftermiddag med interesse.
Ekspergruppen har også set på, hvordan man kan afvikle indendørs begivenheder.
Anbefalingen til indendørs koncerter med stående publikum lyder på højst 3.000 deltagere i fase 2.
Anbefalingen til udendørs kræmmermarkeder lyder også på højst 3.000 deltagere af gangen, mens udendørs motionsløb rådes til højst 5.000 deltagere.
Også EM i fodbold, der som bekendt skal afholdes delvist i Danmark til sommer, får anbefalinger med på vejen.
Kulturminister Joy Mogensen har over for det europæiske fodboldforbund Uefa garanteret mindst 11.000 til 12.000 tilskuere. Ekspertgruppen vurderer dog, at det tal kan hæves.
- Ekspertgruppen foreslår på den baggrund, at såfremt der er et ønske om at tillade flere tilskuere til de fire kampe, kan det gøres med udgangspunkt i modellen i fase 2 for ordningen for større arrangementer med siddende publikum. Det vil svare til en kapacitet i Parken på ca. 15.900 tilskuere.
Samtidig tager eksperterne det forbehold, at forhold som smitte og antallet af vaccinerede kan gøre, at tilskuertallet kan blive endnu højere.
Roskilde tror ikke på festival med nuværende anbefalinger
Roskilde Festivals direktør har deltaget i ekspertgruppens arbejde.
Administrerende direktør Signe Lopdrup har svært ved at se, hvordan man skal afholde en festival med udgangspunkt i anbefalingerne.
- Vi har på baggrund af anbefalingerne meget svært ved at tro, at det er realistisk at gennemføre festivaler i Danmark før sidst på sommeren, siger hun i en skriftlig udtalelse.
- Vi kan ikke se nogen anden konklusion, end at der fortsat vil være restriktioner. Restriktioner som betyder, at det ikke kan lade sig gøre at afholde Roskilde Festival. Det er fuldstændigt ubærligt. Men det er dér, vi er endt.
Festivalerne afventer nu et endeligt svar fra politikerne. Det er dem, der skal tage den endelige beslutning om sommerfestivalernes skæbne.
Anbefalinger har været på vej siden marts
Den "hurtigtarbejdende" ekspertgruppe kommer med sine anbefalinger til, hvordan større arrangementer kan afholdes forsvarligt, som led i en politisk aftale.
Det er en del af den genåbningsplan, som størstedelen af Folketingets partier aftale med statsminister Mette Frederiksen (S) i marts.
Anbefalingerne fra ekspertgruppen ventes at blive et emne, når partilederne i næste uge skal diskutere yderligere genåbning med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S).
Det er i sidste ende op til et politisk flertal, hvorvidt man vil følge anbefalingerne fra eksperterne.
Kulturminister Joy Mogensen kommenterer ikke anbefalingerne direkte, men henviser til, at der nu skal forhandles - og at de festivaler, der ikke afholdes, bliver kompenseret.
- Det er meget vigtigt, at vi har fået et økonomisk sikkerhedsnet på plads, siger hun i en pressemeddelelse.
Ved en fejl skrev vi tidligere, at anbefalingen til sommerens festivaler går på højst 15.000 deltagere. Det korrekte er 10.000 deltagere. Artiklen er rettet.