Folketingets ledelse skal diskutere statsministerens nye toprådgiver

Flere medlemmer af Folketingets Præsidium vil diskutere Mette Frederiksens omtalte toprådgiver.

Den nye stabschef, Martin Rossen, er undtaget det lønloft, der ellers er en del af reglerne. Her ses han sammen med Mette Frederiksen i forbindelse med regeringsseminaret i dag. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Ansættelsen af statsminister Mette Frederiksens (S) særlige rådgiver Martin Rossen som stabschef i Statsministeriet har vakt forundring, og den skal diskuteres i Folketingets Præsidium, som er den daglige ledelse.

Sådan lyder det fra flere af præsidiets medlemmer.

Både Karen Ellemann (V), Pia Kjærsgaard (DF) og Jens Rohde (R) vil tage emnet op.

- Det her kommer vi til at drøfte i præsidiet, siger Karen Ellemann og tilføjer:

- Dels arbejdsområdet, men også en diskussion om, hvordan man skruer op for lønningerne. Det er noget mærkeligt noget.

Rossen er undtaget lønloft

Som DR Nyheder kunne afsløre, har statsminister Mette Frederiksen lavet nye regler for regeringens rådgivere, som sikrer, at Martin Rossen får en rekordløn.

Rossen er undtaget det lønloft, der ellers er en del af reglerne.

Martin Rossen blev i juli indsat som stabschef i et nyoprettet politisk sekretariat i Statsministeriet.

Rossens årsløn lyder på 1,23 millioner kroner eksklusive pension. Medregnes pensionen, får han 1,44 millioner kroner. Så høj en løn har en særlig rådgiver for en statsminister aldrig modtaget ifølge DR Nyheder.

Lønregler skal laves i Folketinget

Jens Rohde fortæller, at han vil tage det op i Folketingets ledelse for at få lønregler, der er lavet i Folketinget og ikke i Statsministeriet.

- Problemet er, at det hele er uklart. Jeg er ikke i tvivl om, at statsministeren gør det, som er inden for de juridiske rammer. Men det handler ikke om jura, det handler om politik. Vi skal have en diskussion om, hvordan vi ønsker, at vores folkestyre og vores forvaltning af folkestyret skal indrettes, siger Jens Rohde til DR Nyheder.

De sidste to medlemmer af præsidiet er SF's Trine Torp og formand Henrik Dam Kristensen (S).

Trine Torp (SF) oplyser torsdag aften, at hun ikke er interesseret i at kommentere det "lige nu".

Helt ny rolle

Det er ikke lykkedes at træffe Henrik Dam Kristensen torsdag aften, men Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, forsvarer over for DR Nyheder beslutningen om den højere løn.

Han forklarer, at Martin Rossens undtagelse fra lønloftet skyldes den rolle, han er tiltænkt i et nyt politisk sekretariat.

Altså en rolle der er anderledes end den, de øvrige særlige rådgivere skal have, og som handler om "at skabe koordination i regeringens politik og følge op på de prioriterede mål for regeringen."

/ritzau/