Folketingets Præsidium siger nej til børn i folketingssalen

Efter at politiker blev sendt ud af folketingssalen med sin datter, har Folketingets Præsidium drøftet reglerne.

Det skabte overskrifter både herhjemme og i udlandet, da Mette Abildgaard (K) blev bedt om at forlade Folketingssalen med sin lille datter (Arkivfoto) (Foto: THOMAS SJØRUP © Ritzau Scanpix)

Et flertal af medlemmerne af Folketingets Præsidium er enige om, det ikke er tilladt at tage sit barn med i folketingssalen.

- Vi er blevet enige om, at man selvfølgelig skal opretholde en værdig og ordentlig forhandlingsform i folketingssalen, og at babyer ikke er nogle, man tager med ind i folketingssalen, siger Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF).

Folketingets øverste ledelse har onsdag drøftet fremtidige retningslinjer i folketingssalen, efter at det konservative folketingsmedlem Mette Abildgaard havde taget sin lille datter med til en afstemning i salen.

Men inden den fandt sted, måtte datteren sendes ud. Pia Kjærsgaard mente ikke, at en baby skulle være til stede i salen.

Stod ikke i reglerne

Der står ikke noget specielt i forretningsordenen om børn i folketingssalen.

Men der er en langvarig praksis for, at det kun er folketingsmedlemmer, ministre og ansatte i Folketinget, som har adgang til gulvet i folketingssalen, pointerer Pia Kjærsgaard.

- Det står højt og tydeligt på døren, at det er forbeholdt folketingsmedlemmer, og derudover ved vi, at alle ansatte, som har et nødvendigt ærinde, også skal kunne være til stede, siger hun.

- Derudover er der ikke nogen, der skal være til stede i folketingssalen.

Mette Abildgaard havde efter eget udsagn ikke regnet med at skulle deltage ved afstemningen.

Hendes mand, der har barselsorlov, havde ikke mulighed for at tage datteren det pågældende tidspunkt. Der var derfor tale om en særlig situation, mente Abildgaard.

Ingen undtagelser

Men heller ikke i særlige situationer kan reglen om ingen børn i salen bøjes.

- Børn er velkommen i Folketinget, og vi oplever også, at folketingsmedlemmer, der har et akut pasningsproblem, tager deres børn med på kontorerne. Men selve folketingssalen er ikke for babyer og børn, siger Pia Kjærsgaard.

Så skulle Mette Abildgaard have undladt at komme ned i salen og stemme?

- Hun skulle have fundet en anden løsning, helt klart. Det må hun tænke meget over en anden gang.

Selv om det ikke er hver dag, at medlemmer føler sig nødsaget til at tage deres børn med i folketingssalen, mener Pia Kjærsgaard, at det er vigtigt at få slået reglerne fast.

- Jeg har været ked af hele diskussionen, det lægger jeg ikke skjul på. Nu har vi drøftet den, og så håber jeg virkelig, virkelig at sagen er slut, siger hun.

/ritzau/

Facebook
Twitter