Folketingspolitikere sov under hærværk: Usselt og ærgerligt

Men Enhedslistens Per Clausen mener ikke, at man skal blæse sagen alt for meget op.

Der blev smadret ruder og malet graffiti på Folketingets ejendom i Tordenskjoldsgade i nat. Politiet betegner det som politisk motiveret hærværk. (© DR)

Det er forkasteligt, dybt kritisabelt og usselt, at nogen i løbet af natten har knust ruder og malet graffiti på en ejendom i København, hvor flere folketingspolitikere har lejligheder.

Sådan lyder det fra en række af de politikere, der bor i ejendommen.

- Det er en ussel måde at udtrykke sine synspunkter på. At angribe og udføre hærværk, mens folk ligger og sover, er ubegribeligt ringe, siger de Konservatives Mike Legarth.

Han lå og sov, mens hærværket fandt sted.

- Jeg håber, at nogen har set, hvem det er, så de kan blive retsforfulgt og tage deres straf, siger Mike Legarth.

- Men jeg lader mig ikke påvirke alt for meget af det. Jeg tror ikke, det er personligt rettet mod nogen bestemt, men jeg synes, det er stærkt forkasteligt, siger han.

"Korrupte svin" og "bolig til alle"

Dansk Folkepartis René Christensen er ligeledes forarget.

- Det er tydeligt politisk motiveret, og det er jo fantastisk ærgerligt i det her demokrati, hvor alle kan komme til orde, siger han.

Ud over teksterne "korrupte svin" og "bolig til alle" har hærværksmændene blandt andet tegnet symboler, der har relation til det autonome miljø.

Derfor har politiet en mistanke om, at hærværket kan være politisk motiveret. Det tager man meget alvorligt, oplyser politiet til DR Nyheder.

Enhedslisten: Større er den sag heller ikke

Enhedslistens Per Clausen hørte ikke noget til nattens begivenheder ved ejendommen i Tordenskjoldsgade i det indre København.

Han mener dog, at man skal være varsom med at gøre det til en alt for stor sag.

- Det er selvfølgelig en ubehagelig ting og dumt at gøre. Det er jo også ulovligt, så jeg går ud fra, at politiet tager hånd om det, siger Per Clausen.

- Men jeg vil også sige, at der jo ikke er tale om personangreb eller tilskadekomne, og man har tilsyneladende heller ikke forsøgt at gøre skade på personer, eftersom der ikke var personer bag ruderne, siger han.

Det lyder nærmest som om, du tager lidt let på det?

- Jeg tager ikke let på det. Det er jo ulovligt at begå hærværk, og så vidt jeg har forstået, er det en skærpende omstændighed at skrive politiske erklæringer, og så går jeg ud fra, at politiet tager sig af det. Men større er den sag heller ikke, siger Per Clausen.

Politiet er nu i gang med efterforskningen og afhører blandt andet beboere i gaden. Sagen er desuden overdraget til Politiets Efterretningstjeneste.

Facebook
Twitter