21-årige Mathias har meldt sig til Uenige Sammen: 'Jeg håber vi kommer til at lære noget begge to'

Mathias Riis fra Odense er én af mange førstegangsvælgere, der skal mødes med en, han er uenig med. Du kan stadig nå at være med.

(Foto: (privatfoto))

Den 5. juni får 276.263 danskere potentielt debut som deltagere i det demokratiske samfund, når de skal sætte deres kryds til et folketingsvalg for første gang.

Det kan være både svært og uoverskueligt at finde ud af, hvad man skal mene og have holdninger til - specielt når man på sociale medier mest ser opslag fra personer med nogenlunde samme holdninger som én selv.

Derfor har mange førstegangsvælgere meldt sig til DR's projekt 'Uenige Sammen', hvor hele pointen er, at man den sidste søndag før folketingsvalget, søndag den 2. juni, mødes med én, man ikke kender i forvejen, og som man er uenig med politisk.

Vi har snakket med tre førstegangsvælgere, som har meldt sig til Uenige Sammen, og spurgt dem, hvad de håber at få ud af mødet, og om det er særligt vigtigt for førstegangsvælgere at snakke med en, man er uenig med politisk.

Mathias Riis, 21 år, Odense, studerer til socialrådgiver

Hvorfor har du meldt dig til Uenige Sammen?

- Vi har alle sammen nogle holdninger og værdier, og jeg synes, det er interessant at snakke med én, som har helt modsatte holdninger end mine egne.

- Jeg vil gerne have en nuanceret samtale med én, som både vil forsvare sin egen holdning, men som også vil forsøge at se perspektivet hos modparten. For der er som regel en grund til, at folk synes ’det andet’, ligesom man selv har en grund til at have de holdninger, man har.

Hvem håber du at blive matchet med?

- Jeg håber at blive matchet med en, som mener, at Danmark skal ud af EU. Det er nemlig modsat min egen holdning, så jeg vil gerne høre argumentationen for, hvorfor personen synes det.

- Det kunne også være spændende, hvis jeg mødte en, som er meget liberal. Altså en, som synes, at Danmark økonomisk skal være mere som USA. Jeg vil gerne vide, hvorfor han/hun mener, at det ville gøre Danmark til et bedre land at leve i.

Er det som førstegangsvælger særligt vigtigt at snakke med andre, som man er uenig med politisk?

- Jeg synes det er meget vigtigt at møde folk, man politisk er uenige med i stedet for hele tiden at være i sit eget lille ekkokammer.

- Samtidig er det første gang, jeg stemmer, så det er et vigtigt valg for mig, fordi det kan komme til at præge, hvad jeg stemmer i fremtiden.

Hvad håber du at få ud af det?

- Jeg håber, at den jeg skal tale med, har nogle gode argumenter og belæg for sine påstande. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi går fra mødet enige, men jeg håber, at jeg kan se, hvor den anden person kommer fra, og at han/hun kan se, hvor jeg kommer fra.

- Jeg håber, at vi kommer til at lære noget begge to, og at vi holder en god tone og ikke kommer til at råbe ad hinanden.

Katrine Lindén, 20 år, Østerbro, studerer Latin

(Foto: (privatfoto))

Hvorfor har du meldt dig til Uenige Sammen?

- Jeg har tidligere været en del af et venstreorienteret miljø, som går ind for dialog, men som nogle gange har haft problemer med netop dialogen, fordi man bliver ekstremt frustreret over modpartens holdninger.

- Så for mig handler det lige så meget om at udfordre mine egne synspunkter. Jeg har mine holdninger, og jeg tror ikke, at jeg ændrer dem, men måske lærer jeg noget om de mennesker, som har andre holdninger end mig selv.

Hvem håber du at blive matchet med?

- Jeg forventer nok, at jeg bliver matchet med én, der er meget højreorienteret, og derfor håber jeg, at vi kommer til at snakke om samfundsemner som økonomi, kultur og uddannelse.

- Jeg håber dog ikke, at personen har homofobiske eller transfobiske holdninger, for den slags mennesker kan jeg godt have svært ved at kommunikere sagligt med.

Er det som førstegangsvælger særligt vigtigt at snakke med andre, som man er uenig med politisk?

- Det er i hvert fald vigtigt at blive introduceret til det samfund, jeg er på vej ind i, fordi jeg føler, at mange af os unge bliver afskrevet som irrelevante, indtil vi fylder 18 år. Når vi så er blevet myndige, så handler det for politikerne om at få os med over på de forskellige partiers side.

Hvad håber du at få ud af det?

- Jeg håber på at kunne møde nogle mennesker, som ikke har noget som helst til fælles med mig politisk, men som jeg alligevel kan anerkende og genkende som mennesker i det danske samfund. Så jeg kan se mere end blot deres politiske holdninger og de eventuelle uenigheder, vi måtte have.

Johanne Printzlau-Paulsen, 18 år, Herning, studerer til elektriker

(Foto: (privatfoto))

Hvorfor har du meldt dig til Uenige Sammen?

- Det har jeg, fordi jeg synes, det er spændende at høre, hvad andre mener. Og det er spændende at udvide min egen horisont og at have muligheden for at se andres perspektiv og verdenssyn.

Er det som førstegangsvælger særligt vigtigt at snakke med andre, som man er uenig med politisk?

- Jeg ved ikke, om det er særligt vigtigt som førstegangsvælger, for jeg synes altid, det er vigtigt at blive udfordret på ens holdninger. Men det er vigtigt for mig selv at blive udfordret på mine egne holdninger, inden jeg skal sætte krydset, så jeg er sikker på, at jeg vælger rigtigt og har de rigtige holdninger.

Hvad håber du at få ud af det?

- Jeg håber, at det bliver spændende, og at jeg får nogle gode diskussioner ud af det. Jeg håber også, at jeg får udvidet min horisont ved at høre andres holdninger.

- Og så håber jeg, at vi kommer til at diskutere miljø, og at alle skal have lige muligheder i samfundet. Det synes jeg er meget vigtigt.

Facebook
Twitter