ANALYSE S-plan skal lukke munden på Venstre-koret og glæde de røde vælgere

Den skal vise økonomisk ansvarlighed, skriver DR's politiske analytiker

Socialdemokratiet med formand Mette Frederiksen i spidsen præsenterede i dag en økonomisk plan. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen vil gøre gode tider bedre. Krisen er afblæst.

Hverken Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen lover dog vælgerne guld og grønne skove - det pointerer de begge.

Men Mette Frederiksen lover lidt grønnere skove og lidt mere velfærd end Lars Løkke Rasmussen.

Han mener til gengæld, at hun lover mere, end hun holder.

Endelig en S-plan

Men i det mindste har hun nu fremlagt en økonomisk plan. Og dét var et formål i sig selv, da den måske kommende statsminister Mette Frederiksen mandag trådte frem på et pressemøde, flankeret af Henrik Sass Larsen og Nicolai Wammen og præsenterede "Gør gode tider bedre - for alle".

Mette Frederiksen var flankeret af gruppeformand Henrik Sass Larsen og politisk ordfører Nicolai Wammen under præsentationen af Socialdemokratiets opdaterede 2025-plan 'Gør gode tider bedre - for alle". (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

På et eller andet tidspunkt var Socialdemokratiet nødt til at gøre noget for at lukke munden på det mangfoldige kor af Venstre-folk, der i månedsvis har hånet Socialdemokratiet for ikke at fremlægge en samlet økonomisk plan. Når man nu gerne vil styre Kongeriget.

Det gjorde Socialdemokratiet så mandag. Og Venstre-folkene, hvis formand taler om regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, kan så vende deres kritik mod selve indholdet af Socialdemokratiets økonomiske politik. Hvilket nok også er mere interessant for vælgerne.

Kritikken fra Venstre til at leve med

Kritikken fra Venstre, med Løkke i spidsen, er hård. Med planen er Socialdemokratiet ifølge Lars Løkke Rasmussen rykket markant til venstre - og har endegyldigt sluttet sig til venstrefløjen - med en "skattestigningspolitik".

Socialdemokratiets plan var ikke mange timer gammel, før statsminister Lars Løkke Rasmussen og finansminister Kristian Jensen indkaldte til pressemøde for at kritisere planen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det er en kritik, Mette Frederiksen lever fint med. Faktisk er kritikken fra partiet Venstre nærmest med til at understrege det andet, underliggende hovedbudskab fra Socialdemokratiet og Mette Frederiksen i forbindelse med den økonomiske plan. Nemlig at der er et tale om økonomisk politik med en rød profil.

Bankerne skal til lommerne

Skattestigningerne er rettet mod ansigtsløse banker og arvinger til virksomheder eller huse i hovedstadsområdet med anselig friværdi. Og pengene skal gå til uddannelse af ufaglærte i udkantsdanmark og en række andre ting i velfærden, som skal være mere "tryg og nær". Og tidlig pension til de nedslidte - en gruppe, der dog stadig ikke er klart defineret.

Dertil kan man lægge et opgør med Finansministeriets omdiskuterede regnemaskine, der opererer med positive og dynamiske effekter, når der er skattelettelser i luften.

Altsammen noget, der giver positiv stemning mellem Socialdemokratiet og venstrefløjen. Enhedslistens Pernille Skipper fik da også talt om, at der var "store Enhedslisten-sejre at spore" i S-planen.

Hun fik selvfølgelig også pointeret, at Enhedslisten kræver, at kontanthjælpsloftet skal fjernes, og integrationsydelsen sættes op - hvad Socialdemokratiet afviser. Men der er basis i S-planen for forhandlinger mellem S og venstrefløjen på den anden side af valget.

Lidt friske meldinger i valgkampen

Valgkampen kan nu fortsætte med en økonomisk plan fra statsministerkandidat Frederiksen.

Og valgkamp er det. Det betyder også, at der bliver hugget en hæl og klippet en tå i argumentationen, når de to statsministerpartier beder om vælgernes støtte - lidt friskt, kan man sige.

Venstre beskylder således socialdemokraterne for at ville hæve skatten på arbejdsgiverbetalte mobiltelefoner - uagtet at partiet alene vil fastholde den skat, der gælder i dag.

Socialdemokratiet vil indføre et forsigtighedsprincip, hvor man ikke forlods bruger penge, der er skabt ved dynamiske effekter af skattelettelser - uagtet at partiet selv bruger penge, der er fremkommet ved tidligere beregninger af den slags.

Der er gået økonomi i valgkampen.

Facebook
Twitter