Anders Samuelsen trækker sig som leder af Liberal Alliance efter katastrofevalg

Meldingen kommer efter, at flere af partiets profiler har opfordret Samuelsen til at gå af.

Det katastrofale folketingsvalg for Liberal Alliance får nu politisk leder Anders Samuelsen til at tage konsekvensen og træde tilbage.

Det siger Samuelsen til Berlingske:

- Det er mit ansvar, at vi er endt der, hvor vi er, og der er brug for, at partiet får en mulighed for en ny start. Nu skal partiet videre, og det skal det uden mig, siger han og fortsætter:

- Derfor vælger jeg at trække mig.

Helt slut med politik

Anders Samuelsen forklarer til avisen, at det nu er helt slut med politik.

- Det er øjeblik, jeg er meget afklaret med, og som jeg har forberedt mig på skulle komme. Man ved altid, at når man når frem til en valgdag, kan det få nogle meget store konsekvenser, også personligt, siger han.

Hvem der skal overtage posten som politisk leder har Anders Samuelsen også et bud på. Nemlig Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Det er dog ikke en beslutning, som han har tænkt sig at blande sig i.

Intern kritik efter valgresultat

Meldingen kommer, efter at flere markante profiler offentligt er gået ud og har krævet hans afgang.

Tidligt i morges gik partifællen Henrik Dahl i et frontalangreb på Anders Samuelsen og anklagede ham for nepotisme, for at have skabt et a- og b-hold i folketingsgruppen og kritiserede beslutningen om at gå i regering.

- Helt grundlæggende har regeringsdeltagelsen jo bare været en total katastrofe, som har ført til, at vi virkelig er gået tilbage i meningsmålingerne, sagde han.

Henrik Dahl har også forklaret, at han heller ikke ser Simon Emil Ammitzbøll-Bille som Samuelsens arvtager.

Så hvem ser du for dig, der kan sætte en ny kurs for partiet og få det tilbage på sporet?

- Altså Alex (Vanopslagh, red.) var en utroligt god formand for Liberal Alliance Ungdom i sin tid, så jeg tror da sagtens, at han kan omskoles til at være en god leder af Liberal Alliance også.

Også fungerede undervisningsminister Merete Riisager (LA), der ikke genopstillede, har opfordret Anders Samuelsen til at trække sig.

- Hvis partiet skal overleve - og det skal det - så skal man vælge sig en ny ledelse, som vil arbejde og også se langsigtet på det borgerligt-liberale projekt, forklarede hun.

Facebook
Twitter