Anne-Mette er gift med Sen fra Cambodja: Par som os er blevet totalt glemt i denne valgkamp

Dansk-internationalt par efterlyser flere nuancer i flygtninge- og udlændingedebat.

Det dansk-internationale ægtepar Sen Theng og Anne-Mette Dyrmose føler sig glemt - og klemt - i en debat om udlændinge, der mangler nuancer, fortæller de.

Knap en måneds valgkamp er snart forbi. Døgn fyldt med politiske debatter og budskaber nærmer sig et klimaks. Men i Brønshøj sidder et dansk-internationalt par med en følelse af at være blevet glemt. Og ikke mindst klemt.

Udlændinge- og indvandrere har fyldt meget i debatten undervejs. Men nuancerne blev der aldrig plads til, oplever ægteparret Anne-Mette Dyrmose og Sen Theng.

- I stedet handlede det om kvoteflygtninge, indvandrere uden arbejde og illegale asylansøgere. Endnu engang endte vi - et dansk-internationalt par bundet sammen af kærlighed - som en følgeskade af en stram udlændingepolitik. I et af verdens rigeste lande. Vi spørger os selv, om ikke der er råd til international kærlighed i Danmark, siger Anne-Mette Dyrmose.

Mødtes i Phnom Penh

Anne-Mette Dyrmose og Sen Theng er gift og bor i Brønshøj i København. Parret mødte hinanden i 2014 i Phnom Penh i Cambodja, hvor Anne-Mette Dyrmose arbejdede på et udviklingsprojekt som en del af sit studie på Københavns Universitet.

To år senere blev de gift og flyttede året efter til Danmark.

Sen Theng har haft fuldtidsarbejde, stort set siden han ankom til Danmark, fortæller han. Han er stolt af, at hans murer- og håndværkerfærdigheder fra Phnom Penh er efterspurgte i Danmark. På byggepladserne kalder de ham ‘pudsemesteren’.

På sin murer-arbejdsplads er Sen Theng fra Cambodja kendt som 'pudsemesteren'.

Flere steder i hovedstaden findes beviser på Sen Thengs murerarbejde. Ny indskolingsbygning på Grøndalsvængets Skole. Lejeboligerne ‘Bjerglandsbyen’ ved Bellahøj. Damhusparken i Rødovre.

Ensidig debat gør ondt

Anne-Mette Dyrmose er universitetsuddannet og arbejder som fuldmægtig i en styrelse i centraladministrationen.

- Det smerter os, at vi under hele valgkampen er blevet proppet ned i den samme tønde som de seneste mange års fejlslagne integrationspolitik. Det er den samme retorik og de samme regler, der er rettet mod os, som mod kriminelle indvandrere, siger Anne-Mette Dyrmose.

Hun nævner en rapport fra analyse- og oplysningsorganisationen Unitos, som ikke har været en del af valgkampsdebatten.

Rapporten viser, at et stort flertal af udenlandske ægtefæller, der bor i Danmark som Sen Theng, aldrig har modtaget en krone i overførselsindkomster og har et uddannelsesniveau, der er sammenligneligt med den danske befolknings.

- Vi kan ikke se os selv i debatten. Vi føler i stedet, at der bliver lagt hindringer ud i form af love, der skal gøre det besværligt at have en stabil og forudsigelig tilværelse i Danmark. Et eksempel er opholdskravet for retten til dagpenge, fortæller hun.

Ramt af opholdskrav

Sen Theng meldte sig ind i 3F’s a-kasse i august 2017. Efter et fuldtidsår på byggepladser med mørtel og murerske, fik han retten til dagpenge i 2018. Fire måneder senere mistede han den igen.

- Dagpengeretten var en slags forsikring imod økonomisk ustabile tider. Som alle andre har vi husleje og andre regninger, der skal betales. Som ufaglært i byggebranchen ved jeg godt, at jeg er blandt de første der ryger ud, hvis der skal fyres, siger Sen Theng.

Desuden risikerer Sen at blive smidt ud af landet, næste gang opholdstilladelsen skal forlænges, hvis han tager imod sociale ydelser som for eksempel kontanthjælp eller integrationsydelse, fortæller de.

Derfor blev han medlem af en dansk a-kasse, men nu er sikkerhedsnettet væk.

- Derfor må vi regne med at skulle klare os for én dagpengeindkomst, hvis vi begge mister arbejdet. Det er der ikke noget, der tyder på. Men det betyder, at vi ikke kan gå i banken og få et boliglån, siger Anne-Mette Dyrmose.

Har gjort hvad de kunne

Parret fortæller, at de begge har gjort, hvad den danske regering forlanger af dansk-udenlandske par som dem. De er begge i arbejde, forsørger sig selv og spiller en rolle i samfundet.

Alligevel har de en fornemmelse af at være til ulejlighed. En følelse som valgkampen ikke har ændret på, fortæller de.

- Det er vores indtryk, at betingelserne for dansk-internationale par ikke vil blive bedre efter denne valgkamp. Enigheden om en stram udlændingepolitik har sjældent været større set på tværs af partierne. Men nuancerne er længere væk end nogensinde, konstaterer Anne-Mette Dyrmose.

Facebook
Twitter