Annonce på pornohjemmeside og over 10.000 dørklokker: Politikere går langt for at få fat i tvivlerne

Hver femte vælger er stadig i tvivl om, hvad de skal stemme, viser ny måling.

Vælgerne har en tilbøjelighed til at stemme på folk, de kender, og derfor har eksponering af politikerne en betydning for deres stemmeantal, siger valgforsker. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

"Når du er færdig med at gokke, så stem på Jokke", er nok et af de budskaber, der har skilt sig mest ud under valgkampen indtil videre.

Det er Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance, der skrev ordene i en annonce på en pornohjemmeside. En manøvre, der i den grad fik opmærksomhed.

Og det at gøre ting, der skiller sig ud som politiker, kan være med til at lokke tvivlere til at sætte deres kryds ved dem, siger valgforsker Kasper Møller Hansen.

- Det gælder derfor om at lave noget, som har en kreativitet, så den får opmærksomhed i de traditionelle medier.

Selvom vi er knap to uger inde i folketingsvalget, så ved hver femte vælger endnu ikke, hvad de skal stemme.

Det viser en ny måling foretaget af Epinion for DR Nyheder. At gruppen fortsat er så stor, er faktisk helt naturligt, lyder det fra valgforskeren:

- Det er næsten sådan en iboende del af det at stemme at være i tvivl, lige til det sidste, siger han.

Hør Liberal Alliances Joachim B. Olsen fortælle om sin annoncen i videoen:

Medierne er bindeleddet

Men det kan være lidt vanskeligt at få tvivlernes opmærksomhed, da de enkelte vælgere, der udgør gruppen, interesserer sig for vidt forskellige ting, fortæller Kasper Møller Hannsen.

Mens valgplakater og personlige møder mellem politikere og vælgere selvfølgelig betyder noget, så er det landsdækkende tv, radio og aviser, der er det store bindeled i gruppen af tvivlere.

- Den enkelte happening på for eksempel stationen rammer dem, som er på stationen, på det givne tidspunkt, men den rammer ikke den brede offentlighed. Der er man nødt til at bruge medierne til at få endnu flere vælgere.

Næsten 10 procent siger, at de bestemmer sig for krydsets placering på valgdagen, siger valgforskeren.

Selvom det at få opmærksomhed ikke er ensbetydende med, at krydset også sættes ved politikeren, som eksempelvis "Jokke", kan det alligevel betyde noget, understreger Kasper Møller Hansen.

- Vælgerne er tilbøjelige til at stemme på nogen, de kender. Vi ser, at kandidaterne er rigtig dygtige til at konvertere deres følgere på Facebook til personlige stemmer, så vi ser altså, at det personlige møde sagtens kan gøre en forskel.

De unge er gode at få fat i - både på den lange og korte bane

Det er derfor ikke klogt at lægge alle sine æg i én kurv som politiker, siger forskeren, men et sted, der er godt at sætte ind, er hos de unge førstegangsvælgere.

Både på den korte og den lange bane, da de har en del valg foran sig. Én af dem, der både er ung førstegangsvælger og i tvivl, er Mads Nissen Hviid, som bor på Langeland.

Han har det lidt "langhåret" med at skulle stemme, fortæller han, selvom han også synes, det er en interessant opgave:

- Der er mange ting at skulle forholde sig til. Mange meninger og ting, der bliver sagt, lyder det fra den 18-årige førstegangsvælger.

- Det virker som om politikerne gerne vil opnå det samme, men så alligevel er uenig i, hvordan de skal gøre det.

Mads Nissen Hviid fyldte 18 år i december og skal stemme for første gang til et folketingsvalg.

Lige nu hælder førstegangsvælgeren hverken til blå eller rød blok.

- De siger allesammen nogle fornuftige ting, og man kan være enig med så mange af dem, og alligevel er det svært at vide, hvem man er allermest enig med, fordi man kan relatere til så mange af dem.

Vil stemme 10.000 dørklokker under valgkamp

Mens Mads Nissen Hviid holder søndag hjemme i sofaen, ringer den lokale kandidat fra Socialdemokratiet Bjørn Brandenborg på døren. Han bruger sin søndag på at gå fra dør til dør og tale med vælgere.

Det kommer han altså til at gøre en del frem mod valget grundlovsdag, for han har sat sig for at stemme over 10.000 dørklokker frem mod valget. På den måde håber han altså at kunne hive nogle stemmer hjem.

- Mange bliver lidt overrasket, fordi de ikke er vant til, at man kommer og banker på deres dør, men når man så kommer i gang, så har man rigtig gode snakke om mange forskellige gode emner, siger kandidaten, efter han har haft en snak henover dørtærsklen med Mads Nissen Hviid.

- Jeg gør det selvfølgelig for at præsentere mig som lokal kandidat, men jeg håber også at få nogle gode inputs, som jeg kan bruge i mit politiske arbejde, siger folketingskandidaten på vej videre til næste hus, der skal besøges.

Er du også i tvivl om, hvor krydset skal sættes, når vi går til stemmeboksen den 5. juni? Du kan prøve DR's kandidattest ved at klikke her.

Facebook
Twitter