Berørt Samuelsen siger farvel: Det har været en rollercoaster uden lige

Jeg har altid lyttet til kritik, forklarede Anders Samuelsen på pressemødet.

Det var en tydeligt berørt Anders Samuelsen, der i dag takkede af som politisk leder for Liberal Alliance.

Et parti, han selv var med til at rejse i ruinerne af Ny Alliance og siden har stået i front for i mere end ti år. En periode, han beskrev som en "rollercoaster uden lige".

- Vi har prøvet alt. Vi gik fallit til at starte med, vi røg ned på 0,0 procent, vi fik genrejst det, vi fik en enkelt kommentator til at æde en hat, sagde Anders Samuelsen med henvisning til Henrik Qvortrup, der i 2010 svor at ville æde sin gamle hat, hvis det lykkedes Liberal Alliance at komme over spærregrænsen til det dengang kommende folketingsvalg.

- Og vi kom ind med først fem procent, så 7,5 procent, og så gik vi i regering seks år efter, at vi havde ligget på 0,0 procent. Det synes jeg i al beskedenhed, at alle os, der har været engageret i det arbejde, kan være stolte af. Det er en kæmpemæssig præstation.

Genstand for hård kritik

Efter valgnederlaget blev Anders Samuelsen genstand for en heftig intern kritik fra Henrik Dahl, der kæmper om at få det ene mandat, som partiet fik i Sydjyllands Valgkreds.

Han anklagede blandt andet Anders Samuelsen for nepotisme, at have skabt et a- og et b-hold i folketingsgruppen og for at have kørt et stramt topstyret parti.

Hør mere af kritikken fra Henrik Dahl i videoen herover. Klik på play.

En debat, Anders Samuelsen ikke ønskede at bidrage til.

- Jeg tror, at den type angreb - som jeg heldigvis kan se, er forholdsvist isoleret - måske siger mere om afsenderen end modtageren. Og jeg vil ikke gå ind i det.

- Bundlinjen er jeg stolt over, og jeg er glad for, at den kultur, vi har bygget op i partiet, holdt stort set helt til mål. Nemlig, at vi passer på hinanden og taler ordentligt om hinanden.

Har lyttet til kritik

Anders Samuelsen fastholder dog, at han som leder har forsøgt at lytte til sine partifæller og inddrage dem i beslutningerne.

- Men i sidste ende er det mig som leder, der træffer de endelige beslutninger. Og det er fuldstændig i orden og okay at være uenig, men ikke alle kan være ledere, det er der kun én, der er. Og nu trækker jeg mig, og så er der en anden, der tager over, forklarede han.

Henrik Dahl - og flere andre profiler - pegede også på Anders Samuelsens beslutning om at træde ind i regering. En beslutning, som flere af dem mener, har været fatal for partiet.

- Jeg synes, det var en god beslutning at gå i regering, og jeg har ikke fortrudt det overhovedet, forklarede han.

Af samme grund opfordrede Anders Samuelsen også omverdenen til at huske på nogle af de resultater, som Liberal Alliance var med til at skabe. Lige fra skattelettelser for 22 milliarder kroner og beskæringen af DR.

'Jeg går nu, og jeg ønsker jer alt det bedste'

Anders Samuelsen stiftede selv Liberal Alliance i 2008 ovenpå resterne af Ny Alliance, som han dannede sammen med Naser Khader (K) og Gitte Seeberg.

Ved det første folketingsvalg, hvor partiet stillede op i 2011, blev det til ni mandater. I 2015 voksede antallet af mandater til 13, men i nat blev partiet altså mere end halveret og står nu til blot fire mandater.

Efter mere end ti år med op og nedture, var det derfor også en nu tidligere politisk leder, der måtte knibe en tåre i sin afsked.

- Partiets ve og vel ligger mig rigtig meget på sinde. Jeg går nu, og jeg ønsker jer alt det bedste i fremtiden, forklarede han og måtte tage et berørt pause.

- Og mit liberale hjerte vil altid kæmpe for og tro på, at Danmark bliver et bedre sted med en lidt mere liberal retning. Hvor friheden, frisindet, storsindet og retsindet er i centrum, som der står oppe bag grundloven i Folketinget.

Facebook
Twitter