Blinde oplever nedværdigende behandling, når de skal i stemmeboksen

Ved Europa-Parlamentsvalget gav det problemer i flere kommuner, da blinde og synshandicappede skulle stemme.

Da der var valg til Europa-Parlamentsvalget den 26. maj, gav det problemer for de blinde flere steder i landet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det er to uger siden, at vi stemte til Europa-Parlamentsvalget, og det var ikke en god oplevelse for nogle blinde vælgere.

Dansk Blindesamfund har fået henvendelser fra flere steder over hele landet, hvor der var blinde, som ikke fik lov til at tage en hjælper med i stemmeboksen. Eller hvor den valgtilforordnede ville overvåge afkrydsningen.

- Det er da nedværdigende at stå der med en person, som vil lytte til, hvad jeg fortæller til den hjælper, som jeg har med inde i stemmeboksen, siger Tommy Simonsen.

Sådan var det for to uger siden, da den blinde Tommy Simonsen skulle sætte sit kryds i Aalborg, hvor den valgtilforordnede ville med hen til stemmeboksen for at overvåge afkrydsningen.

Tommy Simonsen gjorde indsigelser, og han endte med at få lov til at stemme uden at have en valgtilforordnet i nærheden.

Problemer i 15 kommuner

Andre steder i landet har de valgtilforordnede ifølge flere blinde derimod insisteret på at komme med helt ind i stemmeboksen til den blinde og hjælperen.

- Så er valghemmeligheden jo brudt, siger Ask Abildgaard, der er talsperson for Dansk Blindesamfund.

Organisationen har fået henvendelser fra blinde i sammenlagt 15 kommuner, hvor der var problemer ved Europa-Parlamentsvalget. Foreningen har kontaktet kommunerne for at gøre dem opmærksom på reglerne.

Køge og Vejle, der var to af kommunerne, har givet Dansk Blindesamfund en uforbeholden undskyldning.

Der er gode grunde til valghemmeligheden, og at den også bør gælde for blinde, mener Ask Abildgaard.

- Hvis man er en aktiv person i sit lokalsamfund, så ved alle jo, hvem man er, siger han og fortsætter:

- Hvis du er seende, så forestil dig, at du kommer frem til valgstedet, og nogen siger, at de lige skal med dig ind og stemme for at se, om det går ordentligt til. Det tror jeg, at de færreste ville bryde sig om, siger Ask Abildgaard.

Facebook
Twitter