Borgmesterdrøm skudt i sænk: Løkke og Mette F. afviser fælles regering

Begge statsministerkandidater siger nej tak til regeringssamarbejde efter valget.

Lars Løkke Rasmussen (V) hængte i dag valgplakater op i Græsted sammen med partifælle og folketingskandidat Anna Libak. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

VLAK, SBFØÅ eller hvad med SV eller VS?

Bogstavkombinationerne begyndte allerede, inden at valgplakaterne til folketingsvalget kom op i lygtepæle og træstammer.

I går luftede Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, idéen om en regering over midten med Socialdemokratiet og Venstre.

Senere på aftenen kommenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) selv muligheden i Det Politiske Talkshow på DR2.

- Der er da nogle pointer i det, det er der da, sagde han.

Og i dag fik idéen lige pludseligt endnu mere vind i sejlene, da borgmestre fra begge partier støttede en SV-regering, skriver TV 2.

Også den tidligere radikale udenrigsminister Martin Lidegaard støttede idéen.

- Det her gør mig så glad at læse. Tænk hvis vi kunne få en regering hen over midten næste gang, skrev han på Twitter.

Værdi i bredt samarbejde

Og hvad tænkte Lars Løkke Rasmussen så om en SV/VS-regering efter en god nats søvn.

- Jeg glæder mig over, at fornuftige folk fra mit eget parti og Socialdemokratiet peger på værdien af bredt samarbejde. Det tager jeg til mig, sagde han.

- Jeg hører dig ikke afvise det?

- Det bliver en meget lang valgkamp, hvis vi, før valgplakaterne er sat op, begynder at tale bogstavkombinationer efter valget. Vi kæmper for at gøre Venstre så stort som muligt, så vi kan stå i spidsen for en regering, sagde han altså uden helt at afvise idéen.

Løkke: Kommer ikke til at ske

Senere på dagen var statsministeren dog klarere i spyttet.

Til Krudtværksfestivalen i Frederiksværk fik Lars Løkke Rasmussen både trykket hænder til den helt store guldmedalje og smagt på alt fra mjød og flæskesvær til pakistanske delikatesser.

Og her var der også interesse for den nye, mulige bogstavkombination. Efter en vælger havde fået det obligatoriske billede med statsministeren, sagde han, at han havde fortalt til medierne, at Socialdemokratiet og Venstre skal danne regering - med Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

- Godt! Kloge ord, lød det fra statsministeren.

Da valgkaravenen nåede hjem til Lars Løkkes Rasmussens Græsted, stak han dog en nål i ballonen, inden den rigtig fløj til vejrs.

Her blev han spurgt, om han ikke blev irriteret over at skulle svare på spørgsmål om en SV-regering.

- Nej, for de spørgsmål udspringer af en overvejelse, som jeg sådan set deler. Der sker en polarisering i politik. Det er ikke et dansk fænomen, men du ser det i Europa, og det bekymrer også mig, sagde han, men understregede så:

- Vi får ingen SV-regering sådan lige her. Men det, der ligger bagved, tror jeg, er en seriøs refleksion i befolkningen om, hvad der skal blive af det hele. Hvis det altså er dem ude i hjørnerne, der dikterer.

Mette Frederiksen: For store forskelle

Socialdemokratiets formand har omvendt heller ingen fremstrakt hånd til Lars Løkke Rasmussen og Venstre.

(© (C) DR Nyheder)

Efter at have rejst sig fra sit sygeleje og stemplet ind i valgkampen, er Mette Frederiksen klar i mælet, når hun afviser at dele regeringsmagten.

- De politiske uenigheder er for store. Jeg vil gerne samarbejde med Venstre, ligesom jeg gerne vil med andre partier. Men på afgørende områder er der for store uenigheder og forskelle på Venstre og Socialdemokratiet.

Mette Frederiksen nævner flere områder, hvor hun ikke ser et fælles fodslag med Venstre.

- Løkke har brugt de seneste fire år på at skære ned på vores velfærdssamfund. Han har forsøgt at forhøje pensionsalderen, og han har kæmpet for topskattelettelser. Det er jeg som socialdemokrat uenig i. Dertil kommer, at Lars Løkke går til valg på en centralisering af sundhedsvæsenet. Jeg ønsker en decentralisering.

Men er det ikke uenigheder, hvor I kunne finde kompromiser?

- Jeg vil virkelig gerne advare imod en valgkamp, hvor Venstre får lov til at få det til at se ud som om, der kke længere er uenigheder. For det er der. Den her regering har i mine øjne trukket Danmark i den forkerte retning gennem de seneste år.

Så uanset, hvad der er af nye partier på fløjene og vanskeligheder med at regere Danmark, så er en SV-regering ikke svaret?

- Nej, vi går til valg på at danne en socialdemokratisk regering, som jeg tror vil få stor opbakning fra danskerne. Både når det handler om at sikre mere velfærd og bekæmpe ulighed. Men også når det handler om stærkere lederskab på den grønne omstilling og at fastholde en både realistisk, men også retfærdig udlændingepolitik.

Facebook
Twitter