Britisk journalist imponeret over dansk valg: Men politikerne er mindre attraktive end i 'Borgen'

En politisk korrespondent fra Sky News fulgte og kommenterede i går den danske valgaften online.

Valgaftenen blev i nat afsluttet med en sidste partilederdebat. Politisk korrespondent fra Sky News Lewis Goodall var forbløffet over den pæne tone. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

- De sidder jo bare der og snakker.

Sådan skriver politisk korrespondent på det britiske medie Sky News Lewis Goodall på Twitter.

Trods sproglige vanskeligheder fulgte han troligt med i den danske valgdækning natten igennem, fortæller han til DR Nyheder.

Og det fik ham til at poste flere opslag om, hvor pæn han synes, tonen er blandt de danske spidskandidater.

Han er især forbløffet over partiledernes debat i Folketinget, efter alle stemmer var talt op.

- Prøv at overveje, at vi ikke engang kan få premierminister-debatter i det her forbandede land. Og imens sender de bare live fra Folketinget, hvor de sidder og snakker om, hvem der skal danne den næste regering. De sidder bare og snakker. Alt sammen ganske civiliseret.

Lewis Goodall er altså meget imponeret over, at alle partierne allerede på valgnatten diskuterede mulige koalitionsregeringer:

- Det kom meget bag på mig og vidner om en helt anden politisk kultur end den britiske. Politik hos jer er langt mere transparent. Hos os er det lukket og privat, siger han.

På Twitter afsluttede han dag også et tweet med at skrive: "Jeg vil til Danmark".

Den pæne tone og den åbne debat om en ny regering ligger ifølge korrespondenten ekstremt langt fra den virkelighed, britisk politik befinder sig i, hvor uenigheder, en hård tone og brexit-kaos fuldstændig har overtaget.

Mindre attraktive end i Borgen

Folketingsvalget minder også korrespondenten om DR's dramaserie Borgen. Dog kun på nogle punkter.

- Folketingsvalget minder meget om Borgen, men alle er cirka 30 procent mindre attraktive, skriver han.

Det var dog ment en joke, fortæller han til DR Nyheder.

Lewis Goodall er også begejstret for det "valgcenter", DR's valgdækning blev sendt fra. Han skriver blandt andet, at han "meget gerne ville være tilstede i valgcenteret".

Han fortæller også, at tempoet i den danske valgdækning er forfriskende:

- I løbet af få timer var der et resultat klar. Sådan er det bestemt ikke i britisk politik. Der tager det meget længere tid, før vi har et resultat.

Lewis Goodall er imponeret over, at de to tidligere statsministre Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen er i stand til stille og roligt at diskutere valgresultaterne. Lewis Goodall kalder det utænkeligt, at det samme kunne ske i britisk politik.

Facebook
Twitter