Cecilie er 35 år: Jeg har været indlagt over 100 gange

Cecilie Skovbjerg er 35 år og lider af PTSD, spiseforstyrrelse og borderline. Her fortæller hun om sit liv med psykisk sygdom.

Jeg har skåret i mig selv, i mine arme, i halsen, lårene, brystet. Jeg har været tæt på at miste livet flere gange. Jeg er vandret af sted uden overtøj på i frostvejr. Jeg er gået i vandet i Horsens Havn. Politiet har hentet mig flere gange.

Jeg gjorde det for at lukke ned for min hjerne og det kaos, jeg har indeni. Det hele skulle lukkes ned. Det har været så svært at være i verden, at jeg har prøvet at komme væk fra den.

I 10 år har jeg haft min gang i psykiatrien, og der har været rigtig mange indlæggelser, rigtig mange for hurtige udskrivelser, rigtig meget kaos.

Jeg ved simpelthen ikke, hvor mange gange jeg har været indlagt. Jeg har no clue overhovedet. Over 100 gange vil jeg tippe på, hvis ikke mere.

Aldrig pause fra sig selv

Jeg stoppede med at tælle bæltefikseringer ved 150. Det er syv år siden, og der har været sindssygt mange siden.

Der er mange ting i min hverdag, som volder problemer. Jeg har svært ved at spise mad, jeg har svært ved ikke at overmotionere, og det er svært, hvis min struktur og rytmer bliver brudt.

Dagligdagsting som at rydde op, vaske op og vaske tøj kan være uoverskuelige opgaver.

Når man har meget støj i hovedet, lidt skygger og lidt stemmer nogle gange, så bliver det bare rigtig svært at være menneske.

Jeg har aldrig pause fra mig selv, fra min kamp, jeg kan aldrig have fred. Og nogle gange er det bare for hårdt.

Forfærdeligt at blive afvist

Jeg synes ikke, at det fungerer ret godt på de psykiatriske afdelinger. Efterhånden skal der virkelig meget til for at blive indlagt. Man skal være meget langt ude. Og det føles så forfærdeligt, når man bliver afvist i døren, fordi man tænker: Hvis I heller ikke kan hjælpe mig, hvad skal jeg så gøre?

Når man så bliver indlagt, er det meget opbevaring, hvor man er alene med sig selv på sin stue, og der bare er fire hvide vægge. Så kigger personalet ind en gang imellem og snakker lidt i ny og næ, og så får man noget medicin, hvis man har det meget dårligt.

Jeg har prøvet at blive indlagt med tvang den ene dag, komme i bælte og så blive udskrevet næste dag. Det er ofte, at jeg ikke har følt mig klar til at blive udskrevet. Det var en gang ved at koste mig livet, fordi jeg skar alt for meget i mig selv.

Forholdene er blevet værre. Man kan godt mærke, ressourcerne er blevet mere knappe. Der er færre personale, hurtigere udskrivelser, færre muligheder for behandling og terapi. Altså alt det, der kan gøre en forskel.

Voldsom overgang

Hvis man formåede at fange folk tidligere, at få dem ind i stabiliserende forløb, ville udkommet være bedre. Der mangler sammenhæng mellem distriktspsykiatrien, bostederne, kommunerne og sengeafsnittene.

Det er meget overvældende at komme fra indlæggelse, hvor man måske har fast vagt og så blive sendt ud i frit fald. Det har jeg prøvet, og det er en meget voldsom overgang, som næsten ikke er til at håndtere.

Jeg er blevet bedre til at snakke om tingene i stedet for at skære mig. Det har været skidesvært, og det har krævet meget arbejde.

Hvis jeg havde fået en mere massiv støtte til at starte med, så var jeg ikke endt så langt ude. Det tror jeg ikke. Jeg er på førtidspension og bor på et bosted nu. Men jeg tror godt, jeg kunne være fleksjobber, hvis jeg havde fået mere støtte til at starte med.

Facebook
Twitter