Danmarksdemokraterne er ude, og Chemnitz drikker kaffe med Løkke: Forhandlingerne om en ny regering er begyndt

Forhandlingerne fortsætter igen mandag, hvor fokus vil være sundhedspolitik, fortæller Mette Frederiksen.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen har i dag indledt forhandlingerne om en ny regering. (Foto: © Ólafur Steinar Rye Gestsson, Ritzau Scanpix)

I dag er forhandlingerne om en ny regering begyndt.

Og til en start havde fungerende statsminister, Socialdemokratiets Mette Frederiksen, inviteret alle partierne ind forbi Marienborg.

Frederiksen gik til valg på en bred regering, og inden dagens forhandlinger spåede hun chancerne som gode for, at det kan lykkes at indfri det valgløfte.

Efter dagens forhandlinger tør hun dog ikke sætte en tidshorisont på, hvor længe det kan tage.

For netop mængden af partier, som skal høres i processen, gør, at det er en mere kompliceret proces at danne regering denne gang, fortæller Frederiksen.

Alle partier - undtagen Danmarksdemokraterne - kommer til at skulle mødes med Mette Frederiksen igen og forbliver dermed i forhandlingerne, fortæller Frederiksen også.

- Det betyder selvfølgelig ikke, at alle de partier kommer til at bakke op om en bestemt regering. Men forhandlingerne fortsætter, siger hun.

Hun tilføjer, at hun ikke er kommet det nærmere, hvilke partier der skal være en del af en ny regering. Forhandlingerne fortsætter mandag med fokus på sundhedspolitik, lyder det.

Herunder kan du få et overblik over, hvad partierne gav af status efter deres første møde i dag.

Venstre: 'Det ser vanskeligt ud'

Både før og efter dagens forhandlinger var Jakob Ellemann-Jensens (V) konklusion den samme: Han har "godt nok svært" ved at se Venstre pege på Mette Frederiksen som statsminister.

- Jeg har ikke nogen ambitioner om at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Jeg er gået til valg på, at vi skal få en anden regering, sagde Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på vej ind til forhandlingerne.

Ifølge Ellemann-Jensen var det et "fint møde". Men han mener samtidigt, at "det ser vanskeligt ud" for Venstre at gå i regering med Socialdemokratiet.

- Vi mener noget forskelligt rent politisk, og vi har et forskelligt syn på, hvordan Danmark skal ledes.

Venstre-formanden understreger dog, at forhandlingerne mellem de to partier ikke er slut endnu.

Moderaterne efterlod journalisterne med lange næser

Moderaterne var det andet parti, som ankom til forhandlingerne.

Partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, rullede op foran indgangen til Marienborg i sin sølvgrå bil med et billede af sig selv på siden.

Løkke havde taget Jakob Engel-Schmidt (M) med til forhandlingerne. Sammen gik de direkte ind fra bilen og direkte ud i bilen igen efter mødet og efterlod de ventende journalister med lange næser.

SF snakkede politik og ikke konstellationer

På vej ind til forhandlingerne var der ikke tid til at svare på spørgsmål.

Men der var lige tid til at nuppe et billede til de sociale medier.

Pia Olsen Dyhr (SF) havde Jacob Mark (SF) og Karina Lorentzen (SF) med sig til forhandlingerne. Og formanden stillede kortvarigt op til spørgsmål efter mødet med Mette Frederiksen.

- Vi har brugt tiden til at sige til Mette Frederiksen, at vi er klar til at indgå i en regering, men det afhænger af det politiske indhold, sagde Pia Olsen Dyhr.

- Vi har sagt meget tydeligt, at vi kæmper for høje ambitioner på klimaområdet, på naturens vegne, og så skal vi gøre noget for børn og unges trivsel.

Ifølge Olsen Dyhr blev der mest snakket politik og ikke så meget potentielle regeringskonstellationer.

Danmarksdemokraterne forventer ikke at blive inviteret igen

Danmarksdemokraternes Inger Støjberg er ikke meget for at blive en del af Mette Frederiksens projekt med en regering hen over den politiske midte.

Og Støjberg forventer ikke, at de bliver inviteret til flere regeringsforhandlinger i denne omgang.

Det sagde hun til de fremmødte journalister, efter hun sammen med Peter Skaarup (DD) havde forhandlet med Mette Frederiksen.

- Jeg tror ikke, vi bliver inviteret ind til flere møder, og det er fair nok, sagde Støjberg.

Den udlægning bekræftede Mette Frederiksen senere på aftenen. Danmarksdemokraterne er nu - som det eneste parti - ikke længere en del af forhandlingerne.

Liberal Alliance: 'Mange sten på vejen'

Selvom "kaffen var god og stemningen fin", så ligger det ikke lige for, at Liberal Alliance skal i regering med Socialdemokratiet.

- Der er mange sten på vejen, hvis det skal kunne lade sig gøre. Det ligger ikke lige i den nemme ende, sagde partiets formand, Alex Vanopslagh.

- Spørgsmålet er, hvad Socialdemokratiet vil. Vil de fortsætte de sidste tre års politik, hvor de har gjort danskerne fattigere, eller vil de lade sig inspirere af tidligere socialdemokratiske regeringer, der har lavet store og svære reformer. Hvis de vil det, så skal de kigge over mod de blå partier.

Konservative tror på andre muligheder

Der er lang vej, hvis Konservative og Socialdemokratiet skal mødes i en regering.

Og...

- Der kunne jo være andre muligheder.

Sådan lød det fra Konservatives Søren Pape Poulsen, da han sammen med Mai Mercado (K) og Mette Abildgaard (K) kom ud fra de indledende forhandlinger med Mette Frederiksen.

- Det valgresultat, der ligger... Det er jo ikke entydigt, at det bare betyder, at nu kører vi efter en bestemt plan. Jeg synes, vi skal prøve nogle ting af, sagde Søren Pape Poulsen.

En anden ting, han også slår fast, er, at forhandlingerne om en regering kommer til at tage lang tid. Og det tør han endda godt garantere.

Enhedslisten har 'uendeligt svært' ved at se sig i en bred regering

Enhedslisten understregede "selvfølgelig", at Mette Frederiksen skal udnytte det rød-grønne flertal fremfor at danne regering over den politiske midte.

Sådan lød det fra partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, der havde taget Peder Hvelplund (EL) og Pelle Dragsted (EL) med til forhandlingerne.

- Hvis Mette Frederiksen vælger højrefløjen, går hun i en anden politisk retning, som betyder, at hun giver højrefløjen vetoret over klimapolitikken.

Hun fortæller desuden, at hun har "uendeligt svært" ved at se en bred regering, hvor Enhedslisten er med.

Nye Borgerlige har ikke været til forhandlinger

Pernille Vermund (NB) efter at have mødt dronningen for at pege på en forhandlingsleder til regeringsdannelse på Amalienborg onsdag 2. november 2022. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Som det eneste parti var Nye Borgerlige ikke til forhandlinger i dag.

Ikke fordi de ikke ville, men ifølge Mads Wibeck-Nilsson, der er souschef og rådgiver i partiet, så havde de fået et tidspunkt, hvor de ikke kunne.

Til DR oplyser Pernille Vermund, der er formand for partiet, at de har ventet siden onsdag aften på at få et nyt tidspunkt.

De Radikale er positive

Efter lidt over en times forhandlinger stillede en postivt stemt politisk leder fra De Radikale sig op foran pressen.

- Vi forlader Marienborg med indtrykket af, at vi har en kongelig undersøger, der mener det alvorligt med en bred regering, sagde den nyudnævnte politiske leder, Martin Lidegaard.

Han fortalte, at De Radikale desuden vil holde kontakten til alle partier for at høre, "hvad de tænker", men at de vil holde den "egentlige" forhandlingsproces på Marienborg ved Socialdemokratiets Mette Frederiksen.

Og så kalder han mødet for en god start på noget, som han "tror vil tage sin tid, hvis det skal lykkes".

Alternativet vil en rød-grøn regering

Det bliver ikke Alternativet, der danner parlamentarisk grundlag for en regering henover midten.

Det har politisk leder, Franciska Rosenkilde, i hvert fald meget svært ved at forestille sig.

- Men vi har ikke lukket noget endnu og er stadig interesserede i at høre, hvad Mette Frederiksen og Socialdemokratiet tænker, siger Rosenkilde.

Men det, Alternativet er interesseret i at høre Mette Frederiksens tanker om, er en rød-grøn regering, som der i princippet er flertal for.

Dansk Folkeparti: Stemningen var god

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, var den sidste partileder til forhandlinger.

Han fik lejlighed til at "gentage nogle positioner" fra valgkampen og anbefale Mette Frederiksen (S) at fortsætte med den stramme udlændingepolitik.

- Det er politik, vi har haft lejlighed til at udveksle nogle synspunkter på. Men nu må vi se, om der kommer flere møder.

Så der har ikke været nogen bevægelse, i forhold til om I er tættere på hinanden eller længere fra hinanden?

- Nej, jeg tror, vi er nogenlunde, hvor vi er i forhold til hinanden. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har nogle ting, vi ser ens på. Men der er også nogle ting, vi er ret uenige om.

- Det forandrer sig jo ikke over sådan en hyggelig kop kaffe. Men stemningen var god.

Rødt grønlandsk mandat drikker kaffe med Løkke

Også de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer har været et smut forbi Marienborg. Og her var det Aaja Chemnitz, der er valgt i Grønland for Inuit Ataqatigiit, der løb med opmærksomheden.

Hun fortalte nemlig, at hun her til aften skulle holde møde med Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg snakker også med andre partier, det lægger jeg ikke skjul på. Vi er Grønlands frie stemme, og det handler om at varetage Grønlands interesser først. Så lad os nu lige se de næste par dage, hvordan tingene kommer til at være.

På vej ud fra mødet med Løkke var Chemnitz ikke ligeså snaksaglig som på vej ind.

Og i et forsøg på at vriste noget ud af hende - andet end at der blev serveret kaffe - blev hun spurgt om kaffen rent metaforisk var kold eller varm.

- Kaffen var varm, svarede hun.